Det følgende over Platons Critias Dialog er taget fra denne her nævnte hjemmeside.

CRITIAS by Plato
Translated by Benjamin Jowett
http://www.gutenberg.org/files/1571/1571-h/1571-h.htm

Jeg valgte denne oversættelse fordi, ordenes klang synes at virke mest korrekt ind i den oprindelige fortælling. Jeg har oversat efter bedste evne, selv om en større forståelse for Platons eventuelle brug af cifferskrift kunne være ønskelig. Deltagere i fortællingen er Sokrates, Critias, Hermocrates Timaeus, og selvfølgelig Platon. Critias fortæller i denne dialog om Solon som mødte de kloge og viise Præster i Egypten i Sais. (Det område som i dag af vores jordnære videnskab anses for at være en af de ældste områder med templer i hele Egypten.) Fortællingen indeholder informationer om hvordan beboerne på den omtalte ø Atlantis levede m.m.

Et par noter til tekstens ord:
"Stadier" antages at være på en længde af cirka 185 m.
"stadium" = ca. 185 meter.
Gades var sikkert det gamle Gardes eller Gadir, nær det nuværende Cadiz i Spanien.
Atlantis øens størrelse.
Critias angav øen Atlantis som Platon omtaler til at være 3000 gange 2000 stadier, dvs. cirka 560 kilomter gange 320 kilomter når man bruger engelske mil. En stadie er derfor ca. 185-6 m. Men Præsterne i Egypten omtaler i Timaeus Dialogen at øen er lige så stor som Libya og Asien tilsammen. Men præsterne omtalete temmelig sikkert i dette tilfælde en anden tidsperiode end Platon gør. For det ældgamle Atlantis med øer, og ikke den seneste rest af kontinentet, strakte sig helt over i Stillehavet siger teosoffen H. P. Blavatsky.)

Her. = Hermocrates
Soc. = Sokrates
Crit. = Critias
Tim. = Timaeus

Her følger hele teksten uden forfatteren Benjamin Jowett's introduktion





CRITIAS.

PERSONER I DIALOGEN: Critias, Hermocrates, Timaeus, Socrates.

TIMAEUS: Hvor er jeg taknemlig, Sokrates, over at jeg endelig er ankommet, og, som en træt rejsende efter en lang rejse, kan hvile! Og jeg beder væsnet som altid fandtes tilbage i tid, og som nu er blevet mig åbenbaret, at til gode se at mine ord kan vare ved så vidt som de er blevet udtalt sandfærdigt og acceptabelt for ham; men hvis jeg uden at ville det har sagt noget forkert, så beder jeg om at han vil pålægge mig retfærdig gengældelse, og retfærdig gengældelse fra ham som fejler indebærer at han bør sættes i rette. Ønskende, således, at tale sandfærdigt i fremtiden med hensyn til generationerne af guder, så beder jeg ham om at give mig viden, som af alle slags medicin er den mest perfekte og den bedste. Og nu hvor jeg har tilbudt min bøn så overgiver jeg ordet til Critias, som er den næste til at tale i overensstemmelse med vores aftale. (Tim.)

CRITIAS: Og, jeg Timaeus, accepterer tilliden, og da du i starten sagde at du ville tale om høje ting, og bad om at nogen overbærenhed ville blive vist dig, så beder jeg om den samme eller større overbærenhed for hvad jeg skal til at sige. Og selv om jeg ved at min forespørgsel kan synes noget ambitiøs og uhøflig, så må jeg ikke desto mindre fremlægge den. For vil noget fornuftigt menneske nægte at du har talt udmærket? Jeg kan kun forsøge at vise at jeg bør have mere nydelse end dig, fordi mit tema er mere vanskeligt; og jeg vil argumentere at det at tale godt om guder til mennesker er langt lettere end at tale godt om mennesker til mennesker: for uerfarenheden og den fuldstændige uvidenhed blandt hans lyttere om ethvert emne er en stor hjælp til ham som skal tale om det, og vi ved hvor uvidende vi er med hensyn til guderne. Men jeg vil gerne søge at gøre min mening mere klar, hvis i vil følge mig. Alt det som siges af os kan kun være efterligning eller repræsentation. For hvis vi betragter ligheden som malere fremlægger af guddommelige og himmelske legemer med, og de forskellige grader af tilfredsstillelse som tilskuerens øjne modtager dem med, så vil vi se at vi er tilfredse med kunstneren som på enhver måde er i stand til at efterligne jorden og dens bjerge, og floder, og træer, og universet, og tingene som er og bevæger sig der i, og yderligere, det ikke at vide noget præcist om sådanne forhold, så evaluerer og analyserer vi billedet; alt som kræves er en slags utydelig og illusorisk måde at skygge-fremkalde dem på. Men når en person forsøger at male den menneskelige form så er vi hurtige til at finde fejl, og vores familiære viden gør os til seriøse dommere overfor enhver som ikke gengiver ethvert punkt af lighed. Og vi kan observere det samme ske ved foredrag; vi er tilfredse med et billede af guddommelige og himmelske ting som har meget lidt lighed med dem; men vi er mere præcise i vores kritik af dødelige og menneskelige ting. Derfor, hvis jeg i det talende øjeblik ikke passende kan udtrykke min mening, så må i undskylde mig, i betragtning af at danne godkendte ligheder af menneskelige ting er det modsatte af at være let. Det er det som jeg ønsker at foreslå jer, og på samme tid bede Sokrates, om at jeg ikke vil få mindre, men mere overbærenhed givet mig med hensyn til det som jeg er på vej til at sige. En sådan, tjeneste, hvis det er ret af mig at spørge om det, vil jeg håbe at du er rede til at bevillige mig.

SOCRATES: Sandelig, Critias, vil jeg bevillige din forespørgsel, og vi vil bevillige det samme i forventning til Hermocrates, så vel som dig og Timaeus; for jeg er ikke i tvivl om at når hans tur kommer lidt senere, så vil han fremlægge den samme forespørgsel som du har fremlagt. Så, for at han kan give sig selv en frisk start, og ikke være nødsaget til at sige de samme ting igen, lad ham så forstå at overbærenhed allerede er bevilliget i forventning til ham. Og nu, min ven Critias, vil jeg meddele dig teatrets dom. Det er af den opfattelse at den sidste fremlægger var vidunderlig succesfuld, og at du vil behøve en stor del overbærenhed før du vil være i stand til at tage hans plads.

HERMOCRATES: Advarslen, som du Sokrates har givet ham, må jeg også selv give. Men, husk på, Critias, at det svage hjerte aldrig har vundet et trofæ; og derfor bør du søge at angribe argumentet som en mand. Invoker først Apollo og Muserne, og lad os så høre dig fremsige prisningerne og fremvise dine gamle borgeres dyder.

CRITIAS: Min ven Hermocrates, du som er placeret sidst og har en anden overfor dig, har endnu ikke tabt modet; situationens alvor vil snart blive åbenbaret dig; imens accepterer jeg jeres formaninger og opmuntringer. Men, bortset fra guderne og gudinerne som i har nævnt, så vil jeg især invokere Mnemosyne; for alle de vigtigste dele af mit foredrag afhænger af hendes begunstigelse, og hvis jeg kan genkalde og recitere nok af det som blev sagt af præsterne og bragt hid af Solon, så tvivler jeg ikke på at vil tilfredsstille dette teaters ønsker. Og nu, uden at gøre flere undskyldninger vil jeg fortsætte.

Lad mig først og fremmest begynde med at observere, at nitusinde var årene som var forløbet siden krigen som blev sagt at have fundet sted mellem de som boede udenfor Herakles søjler og alle som boede indenfor dem; denne krig vil jeg beskrive. Af kombattanterne på den ene side, der var byen Athen rapporteret til at have været lederen og have udkæmpet krigen; kombattanterne på den anden side var styret af Atlantis konger, som, jeg sagde det, var en ø større i udstrækning end Libya og Asien, og som da den bagefter sank ved et jordskælv, blev en ugennemtrængelig barriere af mudder for sejlende rejsende der fra til enhver anden del af havet. Forløbet af historien vil fortælle om de forskellige nationer af barbarer og Hellenske familier som eksisterede den gang, sådan som de i rækkefølge fremstår i begivenhederne; men jeg vil først og fremmest beskrive Athenerne på den tid, og deres fjender som kæmpede mod dem, og derefter de respektive magter og regeringer i de to kongedømmer. Lad os give Athen forrang.

I gamle dage, var hele jorden fordelt blandt dem ved fordeling (Sml. Polit.) Der var ingen skænderier; for du kan ikke med retfærdighed påstå at guderne ikke vidste hvad der var passende for hver af dem at få, eller, vel vidende dette, at de ville forsøge at skaffe til dem selv ved påstande, det der mere korrekt tilhørte andre. De erhvervede allesammen ved retfærdig tildeling det som de ønskede, og befolkede deres egne distrikter; og efter at de havde befolket dem, så tog de vare på deres, børn og ejendom, som fårehyrder tager vare på deres flokke, bortset fra at de ikke brugte slag eller kropslig tvang, sådan som fårehyrder gør, men regerede lige som navigatører fra agterenden af en båd, som er en nem måde at guide dyr på, ved holde vore sjæle ved rorets overtalelse i henhold til deres egen glæde;--således guidede de alle dødelige væsner. Nu var det sådan at forskellige guder havde deres områder på forskellige steder som de bragte i orden. Hefaistos og Athene, som var broder og søster, og sprang fra samme fader, med en fælles natur, og som var forenet i filosofi og kunst, erhvervede begge som fælles del dette land, som var naturligt tilpasset til visdom og dyd; og der etablerede de jordens brave børn, og indgav i deres sind måden at regere på; deres navne er bevaret, men deres handlinger er forsvundet på grund af ødelæggelse blandt de som modtog læren, og på grund tidsaldrenes forløb. For, som jeg allerede har sagt, når der var nogen overlevende, så var det mennesker som boede i bjergene; og de var uvidende om kunsten at skrive, og havde kun hørt landets lederes navne, og kun meget lidt om deres handlinger. Navnene var de villige nok til at give til deres børn; men deres forgængeres dyder og love kendte de kun til via vagt opfattet lære; og da de selv og deres børn i mange generationer manglede livets nødvendigheder, så rettede de deres opmærksomhed på forsyningen af deres behov, og via dem handlede de, til forsømmelse af begivenhederne som var sket for lange tider siden; for mytologi og efterforskning af oldtiden bliver først introduceret i byerne når de begynder at have fritid til overs. (Sml. Arist. Metaphys.), og når de ser at livets nødvendigheder allerede er tilvejebragt, men ikke før. Og dette er grunden til at navnene på de gamle er blevet bevaret for os og ikke deres handlinger. Dette fremlægger jeg, fordi Solon sagde at præsterne i deres beretning om denne krig nævnte de fleste af navnene som er optegnet før Theseus tid, så som Cecrops, og Erechtheus, og Erichthonius, og Erysichthon, og kvindernes navne på samme vis. Yderligere, siden militære gøremål den gang var almindelige for mænd og kvinder, så satte menneskerne i disse dage i overensstemmelse med skikken på denne tid en figur og et billede af gudinden i fuld rustning, som et vidne på at alle dyr som grupperer sig, mænd så vel som kvinder, kan, hvis de ønsker det, i fællesskab praktisere den dyd som tilhører dem uden at skele til kønnet.

Nu er det sådan, at landet i disse dage var beboet af forskellige klasser af borgere; -- der var håndværkere, og der var landmænd, og der var også en kriger-klasse som oprindeligt af guddommelige mennesker var adskilt for sig selv. De sidstnævnte boede for sig selv, og havde alt brugbart med henblik på pleje og uddannelse; ingen af dem havde noget ejendom for sig selv, men anså alt som de havde for fælles eje; ej heller forlangte de at modtage noget som helst andet fra de andre borgere end deres nødvendige føde. Og de praktiserede alle de gøremål som vi beskrev i går som vores imaginære vogteres. Med hensyn til landet så sagde de Egyptiske præster, det, som kun er sandsynligt men ikke erklæret sandt, at grænserne i disse dage var fastlagt ved Isthmus, og at i retningen af kontinentet så udstrakte de sig så langt som Cithaerons og Parnes højder; grænselinjen kom ned i retning af havet, med Oropus distriktet til højre, og med floden Asopus som begrænsning til venstre. Landet var det bedste i verden, og var derfor i disse dage i stand til at opretholde en stor hær, støttet af de folk i området. Selv det overlevende Attica som eksisterer i dag kan sammenlignes med enhver region i verden med hensyn til variationen og ekspertisen af deres frugter og dens markers egnethed til ethvert slags dyr, hvilket beviser det jeg siger; men i disse dage var landet fremgangsrigt som nu og afgav langt mere overskud. Hvordan skal jeg formulere mine ord? og hvilken del af det kan i sandhed kaldes en overlevering af landet som den gang eksisterede? Hele landet er kun et langt forbjerg udstrækkende langt ind i havet væk fra resten af kontinentet, mens det omkringliggende havområde overalt er dybt nær kysten. Mange store oversvømmelser er fundet sted i løbet af de ni tusinde år, for det er antallet af år som er gået siden den tid som jeg taler om; og i al den tid og via mange forandringer, så er der aldrig ankommet en betydelig mængde jord ned fra bjergene, som på andre steder, men jorden er faldet bort overalt og sunket ud af syne. Konsekvensen af dette er, at i sammenligning med hvad der den gang var, så er der kun ben fra den ødelagte krop tilbage, som det kan kaldes, som i tilfældet med små øer, alle de rigere og blødere dele af jorden er faldet bort, og kun selve landets skelet er ladt tilbage. Men i landets oprindelige tilstand, der var dets bjerge høje bakker, og markerne, som de angives hos os, af Phellus var fyldt med rig jord, og der var en overflod af træ i bjergene. Det sidste er sporene stadig tilbage af, for selv om nogle af bjergene nu kun tillader næring til bier, så kunne man for ikke så lang tid siden stadig se tage af tømmer skåret fra træer som groede der, som var af en størrelse tilstrækkelig til at dække de fleste huse; og der var mange andre høje træer, kultiveret af mennesket og afgivende en overflod af føde til kvæget. Yderligere, høstede landet fordelen af det årlige regnvejr, og ikke som nu tabende vandet som flyder fra den bare jord ned i havet, men, havde en overflod af forsyninger på alle steder, og modtog det til sig selv og opmagasinerede det i den tætte lerjord, hvor det slap ind i fordybningerne i vandløb, som det absorberede fra højderne, givende overalt en overflod af kilder og floder, hvoraf der stadig kan observeres hellige mindesmærker på steder, hvor kilder engang eksisterede, og dette viser sig sandheden i, det jeg siger.

Sådan var landets naturlige tilstand, som blev dyrket, som vi udmærket kan tro, af landmænd, som havde landbrug som deres erhverv, og var hengivne til ære, og havde en ædel karakter, og som havde den bedste jord i verden, og en overflod af vand, og i himlen for oven et udmærket harmonisk klima. Så, i disse dage var byen arrangeret på denne vis. For det første var Akropolis ikke som det er nu. For sandheden er at en enkelt nat ved ekstrem regn vaskede jorden væk og efterlod den bare klippe; og på samme tid var der jordskælv, og så skete den ekstraordinære oversvømmelse, som var den tredie før den store ødelæggelse af Deucalion. Men i de oprindelige tider udstrakte Akropolis sig til Eridanus og Ilissus, og inkluderede Pnyx på en side, og Lycabettus som en grænse på den modsatte side af Pnyx, og alt var dækket af jord, og jævn på overfladen, bortset fra en eller to steder. Udenfor Akropolis og under bakkens sider der boede der håndværkere, og de af landmændene som dyrkede jorden nær ved; kriger-klassen boede for sig selv rundt om Athenes og Hefaistos templer ved toppen, som de yderligere havde indhegnet med et hegn lige som et enkelt hus havde. På nordsiden, havde de boliger til fælles, og havde rejst haller til spisning om vinteren, og havde alle de bygninger, som de havde brug for til deres fælles liv, udover templer, men der var ingen hyldest til dem med guld og sølv, for de gjorde ikke brug af disse til ethvert formål; de valgte en mellemvej mellem smålighed og praleri, og byggede beskedne huse hvor de og deres børn blev gamle, og de gav dem videre til andre som var lige som dem selv, og altid det samme. Men, om sommeren forlod de deres haver og gymnastiksale og spisesale, og så blev sydsiden af bakken brugt af dem til samme formål. Der hvor Akropolis nu er, var der en kilde, som blev kvalt af jordskælvet, og som kun har efterladt få mindre strømme som stadig findes i nærheden, men i disse dage gav kilden en overflod af vand til alle og af brugbar temperatur om sommeren og om vinteren. Det er hvordan de boede, mens de var vogtere af deres egne borgere og Hellenernes ledere, som var deres villige støtter. Og de tog vare på at bevare det samme antal mænd og kvinder hele tiden, så de var så mange som var nødvendig for krigsformål, den gang som nu--det vil sige, omkring tyve tusinde. Sådan var de gamle Athenere, og på denne måde administrerede de retfærdigt deres eget land og resten af Hellas; de havde et godt omdømme over hele Europa og Asien for deres personers skønhed og for deres sjæles mange dyder, og af alle mænd, der levede dengang var de de mest distingverede. Og det næste, hvis jeg ikke har glemt, hvad jeg hørte da jeg var barn, der vil jeg fremlægge for dig deres modstanderes karakter og oprindelse. For venner bør ikke holde deres historier til sig selv, men har dem til fælles.

Alligevel før vi fortsætter med beretningen, så bør jeg advare jer, at i må ikke blive overrasket hvis i måske skulle få at høre Hellenske navne givet til fremmede. Jeg vil fortælle dig grunden til dette: Solon, som havde til hensigt at bruge historien til sit digt, forespurgte om navnenes betydning, og fandt frem til at de tidlige Egyptere da de skrev dem ned havde oversat dem til deres eget sprog, og han genopdagede adskillige navnes betydning og oversatte dem til vores sprog efter at have kopieret dem. Min oldefar, Dropides, havde det oprindelige skrift, som stadig er i min besiddelse, og blev omhyggeligt studeret af mig da jeg var et barn. Derfor, hvis i hører navne som er brugt i dette land, så må i ikke blive overraskede, for jeg har fortalt jer hvordan de blev introduceret. Historien som var af stor længde begyndte som følger: ---

Jeg har før omtalt i forbindelse med omtale af gudernes tildelinger, at de distribuerede hele jorden ind i portioner af forskellig udstrækning, og frembragte templer og indførte ofringer. Og Poseidon, modtog som hans lod øen Atlantis, fik børn med en dødelig kvinde, og bosatte dem i den del af landet som jeg vil beskrive. Skuende mod havet, men i centrum af hele øen, var der er en slette som siges at have været den smukkeste af alle sletter og meget frugtbar. Nær sletten, igen, også, i øens centrum på en distance af halvtres stadier, var der et bjerg som ikke var særligt højt på nogle af siderne. I dette bjerg boede en af de oprindelige jord-fødte mennesker i dette land, hvis navn var Evenor, og han havde en hustru som hed Leucippe, og de havde kun en datter som blev kaldt Cleito. Jomfruen var allerede blevet en kvinde, da hendes fader og moder døde; Poseidon blev forelsket i hende og havde samleje med hende, brød jorden, som omgav bakken hvor hun boede, hele vejen rundt, og skabte alternative zoner af hav og større og mindre med land; som omkransede hinanden; der var to med land og tre med vand, som han han skabte som med brug af en drejebænk, hver havde sin egen omkreds lige langt hver vej fra centrum, så intet menneske kunne komme til landet, for skibe og rejser fandtes endnu ikke. Da han selv var en gud, fandt han det ikke svært at frembringe arrangementer for det centrale land, og frembragte to kilder af vand fra undergrunden. Han frembragte og opdrog også fem par af tvillinge-børn; og delte landet Atlantis i ti dele, han gav den førstefødte blandt det ældste par hans moders bolig og det omgivende område, som var det største og det bedste, og gjorde ham til konge over resten; de andre gjorde han til prinser, og gav dem at regere over mange mennesker, og store territorier. Og han navngav dem alle; den ældste, som var den første konge, kaldte han Atlas, og efter ham blev hele øen og havet kaldt Atlantisk. Til hans tvillingebroder, som blev født efter ham, og erhvervede som sit lod den ydre del af øen hen imod Herakles søjler, overfor landet som nu kaldes Gades regionen i denne del af verden, gav han navnet som på Hellensk sprog er Eumelus, på landets sprog som er navngivet efter ham, Gadeirus. Hos det andet par af tvillinger kaldte han en Ampheres, og den anden Evaemon. Den ældste af det tredie par tvillinger gav han navnet Mneseus, og Autochthon til den som kom efter ham. Hos det fjerde par tvillinger kaldte han den ældste Elasippus, og den yngre Mestor. Og hos det femte par gav han den ældste navnet Azaes, og den yngste navnet Diaprepes. Alle disse og deres efterkommere var for mange generationer beboere og herskere over forskellige øer i det åbne hav; og også, som det allerede er blevet sagt, så herskede de i vores retning over landet indenfor søjlerne så langt som Egypten og Tyrrhenia. Nu var det sådan at Atlas havde en talstor og ærværdig familie, og de bevarede kongeriget, den ældste søn videregav det til hans ældste for mange generationer; og de havde en sådan mængde af rigdom som aldrig før havde været besiddet af konger og potentater, og som ikke er sandsynligt at ville ske igen, og de var udstyret med alt som de havde behov for, både i byen og på landet. For på grund af deres imperiums storhed blev mange ting bragt dem fra fremmede lande, og øen selv gav dem det meste af det som var nødvendigt til dem til brug i deres liv. For det første, så udgravede de fra jorden hvad som helst kunne findes der, solidt så vel som smeltebart, og det som nu kun er et navn var den gang noget mere end et navn, orichalcum, blev udgravet af jorden på mange dele af øen, og var mere værdifuldt end noget som helst andet bortset fra guld. Der var en overflod af træ med henblik på håndværks arbejde, og tilstrækkeligt til vedligeholdelse af tamme og vilde dyr. Yderligere, var der et stort antal af elefanter på øen; for lige som der var forsyninger til alle slags dyr, både de som lever i søer og marsken og floder, og også til de som lever i bjerge og på sletter, så var der også til det dyr som er det største og meste spisende af alle. Også alle mulige duftende ting, som nu er i jorden, hvad enten rødder, eller foderplanter, eller skove, eller essenser, og der destillering fra frugt og blomster, voksede og trivedes i det pågældende land, også den frugt, som giver anledning til dyrkning, både den tørre slags, der er givet os for næring og alle andre, som vi bruger til mad-vi kalder dem alle ved den almindelige betegnelse for pulse, og frugterne har en hård skorpe, giver drikkevarer og kød og salver, og godt lager af kastanjer og lignende, der giver glæde og fornøjelse, og er frugter, der forkæler ved opbevaring, og den behagelige slags dessert, som vi forfrisker os med efter middagen, når vi er trætte af spise-alle disse ting, som den hellige ø som den gang betragtede lyset fra solen, frembragte, smukke og vidunderlige og i uendelig overflod. Med sådanne velsignelser udstyrede Jorden dem frit med imens gik de byggede deres templer og paladser og havne og dokke. Og de arrangerede hele landet på følgende måde: -

Først og fremmest byggede de bro mellem havets zoner, som omgav den gamle metropol, og skabte en vej til og fra det kongelige palads. Og i begyndelsen byggede de paladset til beboelse for guden og deres forfædre, som de fortsatte med at udsmykke i successive generationer, hver konge overgik den, der kom før ham i det yderste af hans magt, indtil de gjorde bygningen fantastisk at se på på grund af dens størrelse og skønhed. Og begyndende fra havet, borede de sig en kanal på 300 meter i bredden og hundrede meter i dybden og halvtreds stadier i længden, som de førte gennem den yderste zone, og skabte en passage fra havet op til denne, som blev en havn, og efterlod en åbning tilstrækkelig stor til, at de største skibe kunne trænge indenfor. Desuden fordelte de ved broerne de zoner af land, som opdelte havets zoner, og gav plads til en enkelt trireme at passere ud af én zone til en anden, og de dækkede kanalerne over med henblik på at efterlade en vej nedenunder til skibene; for bredden blev hævet betydeligt over vandet. Nu var det sådan, at den største af de zoner, hvori en passage blev udskåret fra havet var tre stadier i bredden, og den zone af land, der kom efterfølgende af en lige bredde, men de næste to zoner, den ene af vand, den anden af land, blev på to stadier, og den, som omgav den centrale ø var kun på et stadie i bredden. Øen hvor paladset var beliggende havde en diameter på fem stadier. Alt dette inkluderede zonerne og broen, som var den sjette del af en stadium i bredden, de omgav den med en stenmur på alle sider, placerede tårne og porte på broerne hvor havet passerede ind. Stenen som blev brugt i arbejdet ophuggede de fra jorden i øens centrum, og under zonerne, på så vel den ydre som den indre side. Den ene slags var hvid, den anden sort, og en tredie rød, og mens de udhuggede det, så udhulede de på samme tid dobbelte dokke, med tage dannet fra den oprindelige klippe. Nogle af deres bygninger var enkle, men i andre satte de forskellige sten sammen, med forskellige farver for at gøre det behageligt at se på, og for at skabe et naturligt grundlag for glæde. Hele den omkransende mur, som gik rundt om den yderste zone, dække de med en messing-belægning, og den næste murs omkransning dækkede de med tin, og den tredie som omfattede citadellet, skinnede med orichalcum's røde lys. Paladserne i citadellets indre blev konstrueret på denne måde: --I centrum var et helligt tempel dedikeret til Cleito og Poseidon, som forblev utilgængelig, og var omgivet af en indhegning af guld; dette var stedet hvor de ti prinsers familie først så dagens lys, og derhen bragte folket årligt jordens frugter fra alle de ti dele, når det var sæson, som en ofring til hver af de ti. Her var Poseidon's eget tempel som var en stadium i længden, og en halv stadium i bredden, og af proportional højde, med et mærkeligt barbarisk udseende. Hele templets ydre side, med undtagelse af toppene, dækkede de med sølv, og toppene med guld. I det indre af templet var taget af elfenben, besynderligt udvirket overalt med guld og sølv og orichalcum; og alle de andre dele, vægge og søjler og gulv, dækkede de med orichalcum. I templet placerede de statuer af guld: der var guden selv stående i en vogn--vognstyren med de syv vingede heste--og af en sådan størrelse at han rørte bygningens tag med sit hovede; omkring ham var der hundrede Neirider ridende på delfiner, for sådan var deres antal antaget at være af menneskerne i disse dage. Der var også i templets indre andre billeder som var dedikeret af private personer. Og omkring på templet udenfor var der placeret guldstatuer af alle efterkommerne til de ti konger og deres hustruer, og der var mange andre store ofre givet af konger og private personer, som kom fra både byen selv og fra fremmede byer som de havde magt over. Der var også et alter, som i størrelse og håndværkskunst korresponderede til dets pragt, og paladserne, svarede på lignende måde til kongerigets storhed og templets herlighed.

På det næste sted havde de fontæner, en kold og en anden med varmt vand, med nådige rigelige strømme; og de var vidunderligt tilpasset til deres fornuftige brug med deres vandes velbehageligheder og kvalitet. De konstruerede bygninger rundt om dem og plantede passende træer, og de lavede også cisterner, med nogle åbne mod himlen, andre med tag, med henblik på brug som varme bade om vinteren; der var kongens bade, og private personers bade, som blev holdt adskilte; og der var separate bade for kvinder, og for heste og kvæg, og til hver af dem gav de så meget udsmykning som var passende. Fra vandet som løb ud bar de noget af det til Poseidon's lund, hvor der groede alle slags træer med vidunderlig højde og skønhed, på grund af jordens gode kvalitet, mens resten blev transporteret via vandledninger langs broerne til de ydre cirkler; og der blev bygget mange templer og dedikeret til mange guder; også haver og steder til adspredelse, nogle for mennesker, andre for heste på begge to øer dannet af zonerne; og i centrum af de to største blev der sat en væddeløbs-bane til side med en stadium i bredden, og i længden tillod den en udstrækning rundt om hele øen, med henblik på heste væddeløb. Der var også vagt-huse med mellemrum til vagterne, hvor de mere betroede af dem blev udpeget til at holde vagt i den mindre zone, som var tættere på Akropolisen; mens de mest betroede af alle blev givet huse indenfor citadellet, nær kongens personer. Dokkene var fyldt med triremes og marine butikker, og alle ting var helt klar til brug. Nok om planen for det kongelige palads.

Ved at forlade paladset og ved at gå ud over de tre havne, kom du til en mur, som begyndte ved havet og gik hele vejen rundt: denne var alle steder på en afstand af halvtres stadier fra den største zone eller havn, og indhegnede det hele, enderne mødtes ved mundingen af den kanal, der førte til havet. Hele området var tæt fyldt med beboelse; og kanalen og den største af havnene var fuld af skibe og handelsfolk, der kom fra alle egne, som, på grund af deres antal, frembragte en mangfoldig lyd af menneskestemmer, og gentagen støj og klapren af alle slags nat og dag.

Jeg har beskrevet byen og paladsets omgivelser med Solon's ord, og nu må jeg forsøge at præsentere dig for arten og placeringen af resten af jorden. Hele landet blev sagt af ham at være meget højt, og stejlt på havets side, men landet lige nær og omkring byen var af et plant niveau, og var selv omgivet af bjerge som nedsteg mod havet; det var glat og jævnt, og af en aflang form, der strakte sig i én retning 3000 stadier, men hen over midten inde i landet var det 2000 stadier. Denne del af øen befandt sig i den sydlige retning, og var i ly af nord. De omgivende bjerge blev fejret på grund af deres antal, størrelse og skønhed, langt ud over nogen som stadig eksisterer, og i dem var der også mange velstående landsbyer med folk fra landet, og floder, og søer, og lunde forsynende med føde nok til ethvert dyr, vildt eller tamt, og meget træ af forskellige slags, i overflod for hver og enhver slags arbejde.

Jeg vil nu beskrive sletten, da den var formet af naturen og med mange generationers arbejde af konger i lange tidsaldre. Den var for det meste rektangulær og aflang, og når den ikke fulgte en lige linie så fulgte den den cirkulære grøft. Dybden, bredden, og længden af disse grøfte var umådelig, og gav indtryk af at et arbejde af en sådan udstrækning, i sammenhæng med så mange andre, aldrig kunne være blevet lavet kunstigt. Ikke desto mindre må jeg sige hvad jeg blev fortalt. Den blev udgravet til en dybde af hundrede fod, og dens bredde var en stadium overalt; den bevægede sig rundt om hele sletten, og var titusinde stadier i længden. Den modtog strømmene som kom ned fra bjergene, og snoede sig rundt om sletten og mødte byen, og blev der ledt ud i havet. Yderligere inde i landet, var lige kanaler med hundrede fod i bredden skåret ud fra den gennem sletten, og igen ledt ud i grøften der førte ud i havet: disse kanaler lå med intervaller på hundrede stadier, og via dem blev træ fra bjergene bragt ned til byen. To gange om året samlede de jordens frugter--om vinteren med fordelen af regn fra himlen, og om sommeren vandet som landet forsynede med ved introducerende strømme i kanalerne.

Med hensyn til befolkningen, var hver af partierne på sletten nødt til at finde en leder til menneskerne som var rede til militær tjeneste, og størrelsen af partiet var et kvadrat på ti stadier hver vej, og det totale antal af alle partier var tres-tusinde. Og blandt beboerne i bjergene og resten af landet var der også en stor mængde, som blev distribueret blandt partierne og de fik ledere anvist til sig i overensstemmelse med deres distrikter og landsbyer. Lederen var nødvendig med henblik på at forsyne en sjettedel af en krigs-vogn, for i alt at udgøre en total på titusinde vogne; også to heste og vognstyrere til dem, og et par af vogn-heste uden et sæde, akkompagneret af en heste-mand som kunne kæmpe til fods bærende et lille skjold, og med en vognstyrer som stod bag manden-i rustning for styre de to heste; også, han var bundet til at forsyne to tungt-bevæbnede soldater, to bueskytter, to slyng-kastere, tre sten-skydere og tre spydkastere, som var let-armet, og fire sejlere for at gøre god for tolv tusinde skibe. Sådan var militær-ordnen i den kongelige by--ordnen hos de ni andre regeringer varierede, og det vil være trættende at fortælle deres adskillige forskelle.

Med hensyn til stillinger og hædersbevisninger, så fandtes der følgende arrangementet fra begyndelsen. Hver af de ti konger havde i hans egen division og i hans egen by den fulde kontrol med beboerne, og, i de fleste tilfælde, med lovene, udøvende straf og drab på hvem som helst han ønskede. Nu er det sådan at deres fremgangsmåde blandt dem og deres fælles relationer blev reguleret af Poseidons befalinger, som loven havde videregivet. Disse var indskrevet af de første konger på en orichalcum søjle, som var placeret på midten af øen, ved Poseidon's tempel, hvor kongerne var forsamlet hver femte eller sjette alternative år, således givende lige hæder til de ulige og lige numre. Og når de var forsamlet, så hørte de om deres fælles interesser, og spurgte om nogen havde overtrådt noget, og afsagde dom, og før de afsagde dom så afgav de løfter til hinanden på denne måde:--Der var tyre som havde Poseidon's tempels område; og de ti konger, blev ladt alene i templet, og efter at de havde frembragt bønner til guden om at at måtte fange ofret som var ønskeligt for ham, så jagede de tyre, uden våben, men med stave og løkker, og tyren som de fangede blev ført til en søjle og dens strube blev skåret over på toppen af den, så blodet faldt på den hellige inskription. Nu, var det sådan, at ved siden af lovene var der indskrevet en ed som invokerede mægtige forbandelser ned over den ulydige. Når, de derfor, efter at have slået tyren ihjel på den traditionsmæssige måde, så brændte de dens lemmer, og fyldte en støbt vinkrukke med en klump blod for hver af dem; resten af ofret puttede de i ilden, efter at have renset søjlen hele vejen rundt. Så drog de gyldne bægere fra krukken, og hældte et drikoffer på bålet, og svor at de ville dømme i overensstemmelse med søjlens love, og ville straffe den som på ethvert punkt havde overtrådt dem, og at de i fremtiden ikke ville krænke søjlens skrift, hvis de kunne undgå det, og ville heller ikke beordre andre til det, ej heller adlyde enhver regent som beordrede dem, at handle anderledes end i overensstemmelse med deres fader Poseidon's love. Det var bønnen som hver af dem frembragte for sig selv og hans efterkommere, og på samme tid drikkende og dedikerende bægeret som han drak af i gudens tempel; og efter at de havde søbet og tilfredsstillet deres behov, når mørket faldt på, og når ilden ved ofret var kold, så klædte de sig alle i de mest smukke azur-farvede rober, og, sad på jorden om natten, ved ofrenes gløder som de havde svoret ved, og udslukte alt ild omkring templet, og så modtog de og afsagde dom, og hvis nogen af dem havde nogen beskyldning at frembringe imod nogen som helst; og efter at de havde afsagt dom, så skrev de deres sætninger ned ved daggry på en gylden tavle, og dedikerede den sammen med deres rober som et mindesmærke.

Der var mange specielle love, indskrevet omkring templerne der berørte de mange konger, men den vigtigste var følgende: De måtte ikke til at gribe til våben mod hinanden, og de skulle alle komme til undsætning, hvis nogen i nogen af deres byer forsøgte at vælte det kongelige hus; lige som deres forfædre, skulle de overveje i fællesskab om krig og andre forhold, og give overherredømme til Atlas efterkommere. Og kongen ikke havemagt over liv og død over nogen af hans slægtninge, medmindre han havde tilslutning fra et flertal af de ti.

Således var den store magt som guden fastlagde på den tabte ø Atlantis; og dette rettede han imod vores land af de følgende grunde, sådan som traditionen fortæller det: For mange generationer, så længe som den guddommelige natur eksisterede i dem, så var de lydige imod lovene, og hengivne overfor guden, hvis sæd de var af; for de besad sande og på alle måder store ånder, der forenede blidhed med visdom i livets forskellige forhold, og i deres samkvem med hinanden. De afskyede alt andet end dydighed, bekymrende sig lidet om deres nutidige tilstand i livet, og tænkte meget lidt på besiddelsen af guld og anden ejendom, som synes som en byrde for dem; ej heller var de intoksikeret af luksus; ej heller fratog velstand dem deres selv-kontrol; men var ædru, og så klart at alle disse varer blev forøget ved deres dydighed og venskab med hinanden, hvor i mod ved en for stor respekt for dem, så tabes de og venskab sammen med dem. Ved sådanne refleksioner og ved fortsættelsen i dem af den guddommelige natur, så groede og forøgedes de kvaliteter i dem som vi har beskrevet; men da den guddommelige del begyndte at glide væk, så blev de for ofte uden kraft og for ofte med moralsk blanding, og menneskets natur fik overhånden, fordi de var ude af stand til at bære deres skæbne, så opførte de sig upassende, og for ham som havde et øje at se med så groede de synligt til fornedrelse, for de tabte deres smukkeste og mest værdifulde gaver; men for de som ikke havde et øje at se den sande glæde med, for dem fremstod de gloriøse og velsignede på den selv samme tid som de var fuld af griskhed og uretfærdige magtbegær. Zeus, gudernes gud, som regerer i overensstemmelse med lov, og som er i stand til at se ind i den slags ting, opfattede at en ærefuld race var i en sørgelig situation, og ønskede at straffe dem, så de måtte blive revset og forbedret, og han samlede alle guderne i deres mest hellige beboelse, som, var placeret i verdens centrum, og skuede alle skabte ting. Og da han havde kaldt dem sammen, talte han som følger---[*]

*Resten af Critias Dialog er gået tabt.