Det følgende over Platons Timaeus Dialog er taget fra denne her nævnte hjemmeside. Plato's TIMAEUS http://www.ellopos.net/elpenor/physis/plato-timaeus/politeia.asp?pg=5 Jeg valgte denne oversættelse fordi, ordenes klang synes at virke mest korrekt ind i den oprindelige fortælling. Oversættelsen har fokus på omtalen af den sagnomspundende og måske virkeligt fundne ø som hedder Atlantis. Jeg har oversat efter bedste evne, selv om en større forståelse for Platons eventuelle brug af cifferskrift kunne være ønskelig. Deltagere i fortællingen er Sokrates, Critias, Hermocrates Timaeus, og selvfølgelig Platon. Critias fortæller i denne dialog om Solon som mødte de kloge og viise Præster i Egypten i Sais. (Det område som i dag af vores jordnære videnskab anses for at være en af de ældste områder med templer i hele Egypten.) Her. = Hermocrates Soc. = Sokrates Crit. = Critias Tim. = Timaeus Vi kommer ind i teksten hvor Sokarates som dagen før holdt en tale om Staten Athen i Grækenland, og nu den næste dag ønsker at de andre vil fortælle noget om emnet og baggrunden for byens dannelse osv. Hermocrates får ordet.....

"Her. Også os, Sokrates, lige som Timaeus siger, vi vil ikke mangle enthusiasme; og der er ingen undskyldning for ikke at efterkomme dit ønske. Lige så snart vi var ankommet i går i Critias gæste-værelse, som vi bor hos, eller snarere på vores vej herhen, da talte vi om sagen, og han fortalte os om en gammel tradition, som jeg ønsker, Critias, at du vil genfortælle til Sokrates, så han kan hjælpe os med at bedømme hvorvidt den vil tilfredsstille hans ønsker eller ikke.

Crit. Jeg vil godt, hvis Timaeus, som er vores anden partner, godkender det.

Tim. Jeg siger fuldt ud god for det.

Crit. Så hør, Sokrates, denne fortælling, selv om den er mærkelig, så er den sandelig sand, og er bevidnet af Solon, som var den viiseste af de syv hellige. Han var en slægtning og nær ven af min oldefar, Dropides, lige som han selv siger det i mange passager i hans digte; og han fortalte historien til Critias, min bedstefar, som huskede og gentog den til os. Der var i gammel tid, sagde han, store og fantastiske handlinger i den Athenske by, som er gået videre ud i glemslen i tidens løb og ved menneskets ødelæggelse, og især en var større end resten. Dette vil vi nu genopfriske. Det vil være et passende monument over vores taknemmelighed til dig, og en prisende hymne sand og værdig for gudinden, på denne hendes festivals-dag.

Soc. Meget vel. Og hvad er så denne berømte gamle handling blandt Athenerne, som Critias, med Solon som autoritet, erklærede som ikke kun en legende, men en reel sandhed?

- - - - - - -

Crit. Jeg vil fortælle en gammel verdenshistorie som jeg hørte fra en aldrende mand; for Critias, var på tiden for fortællingen, sådan som han sagde det, næsten halvfems år gammel, og jeg var næsten ti. Nu, var dagen Apaturia dag som kaldes de Unges Registrering, hvor, ifølge skikken, vores forældre gav priser for fremsigelser, og digte givet af adskillige poeter blev reciteret af os drenge, og mange af os sang Solons digte, som på denne tid ikke var gået af mode. En fra vores stamme, enten fordi han mente det eller for at prise Critias, sagde at efter hans bedømmelse så var Solon ikke kun den viiseste blandt mennesker, men også den mest noble poet. Den gamle mand, som jeg meget godt husker, lyste op da han hørte dette og sagde, smilende: Ja, Amynander, hvis Solon blot som andre digtere, havde gjort digtning til hans erhverv, og havde fuldendt fortællingen som han bragte med sig fra Egypten, og ikke var blevet tvunget, på grund af de grupperinger og problemer som han fandt i gære i sit eget land da han kom hjem, til at tage sig af andre spørgsmål, ville han efter min mening have været lige så berømt som Homer eller Hesiod, eller enhver digter. Og hvad handlede denne fortælling om Critias? sagde Amynander. Om de største gerninger som Athenerne nogensinde udførte, og som burde have været de mest berømte, men, gennem tidens tand og ødelæggelsen af aktørerne, så er den ikke blevet videregivet til os. Fortæl os hele historien, sagde den anden, og hvordan og fra hvem Solon hørte denne sande tradition. Han svarede:- I det Egyptiske Delta, i toppen hvor Nil-floden deler sig, der er der et bestemt distrikt som kaldes Sais distriktet, og den store by i dette distrikt kaldes også for Sais, og det er byen hvor fra Kong Amasis kom. Beboerne havde en guddom for deres grundlæggelse; hun kaldes i det Egyptiske sprog for Neith, og forsikres blandt dem til at være den samme som Hellenerne kalder for Athene; de er store beundrere af Athenerne, og siger at de på visse områder er forbundet med dem.

Til denne by kom Solon, og blev modtaget med stor hæder; han spurgte de præster som var de dygtigste om sådanne forhold, som fortiden, og opdagede at hverken han ej heller Hellenerne vidste noget som var værd at nævne om de gamle tider. I et tilfælde, begyndte han, med ønsket om at få dem til at fortælle om fortiden, at fortælle om de ældste ting i vores del af verdenen-om Phoroneus, som kaldes "det første menneske," og om Niobe; og efter Flodbølgen, om Deucalion's og Pyrrha's overlevelse; og han sporede deres efterkommeres stamtavle, og opregnede dateringerne, og prøvede at udregne hvor mange år siden begivenhederne han talte om skete tilbage i tid. Efter dette sagde en af præsterne som var i høj alder: O Solon, Solon, i Hellenere aldrig andet end børn, og der er ikke en gammel mand blandt jer. Solon svarede retur og spurgte ham hvad han mente. Han svarede, jeg mener, at i sindet er i alle unge; der er ingen gammel tradition videregivet gennem tiderne blandt jer, ej heller videnskab som er af gammel ælde. Og jeg vil fortælle jer hvorfor. Der har været og vil igen være mange ødelæggelser af menneskeheden som opstår af mange årsager; de største er fremkommet ved hjælp af ild og vand, og andre mindre ved utallige andre årsager. Der er en historie, som selv i har bevaret, den en gang eksisterende Paethon, Helios søn, som havde spændt gangerne for i hans faders hestevogn, og som fordi han ikke var i stand til at drive dem i hans faders spor, derved brændte alt op som var på jorden, og blev selv ødelagt af en tordenkile. Nu har det antaget form af en myte, men betegner i virkeligheden en deklinering af planeterne som bevæger sig i himlen omkring jorden, og en stor brand af tingene på jorden, som vender tilbage efter lange intervaller; på sådanne tider tenderer de som lever i bjergene og på tørre og høje steder mere til at blive ødelagt end de som bor ved floder eller ved kysterne. Og dette redder og bevarer Nilen som er vores aldrig fejlende frelser os fra. Når, guderne på den anden side, renser jorden med en syndflod af vand, er de overlevende i dit land hyrder og fårehyrder der bor i bjergene, men dem, der ligesom dig, bor i byer, bæres af floderne ud i havet. Hvor imod i dette land, hverken dengang eller på noget andet tidspunkt kommer vandet ned fra oven på markerne, det har altid en tendens til at komme op nedefra, hvorfor traditionerne bevaret her er de ældste.

Sandheden er, at uanset hvilken ekstrem vinterfrost eller sommer, så forhindrer det ikke mennesket i at eksistere, nogle gange i større andre gange i mindre antal. Og uanset hvad som sker enten i dit land eller i vores, eller i enhver anden region som vi er informeret om-hvis der var gerninger noble eller store eller på en hver anden måde bemærkelsesværdige, så ville de være skrevet ned af os fra gammel tid, og bevaret i vores templer. Hvor imod når du og andre nationer begynder at blive forsynet med bogstaver og andre rekvisitter for civiliseret liv, efter det sædvanlige interval, så kommer strømmene fra himlen plaskende ned, og efterlader kun de af jer som ikke kan skrive eller er uden uddannelse; og så er i nødt til at begynde forfra lige som børn, og ved ikke hvad der skete i gammel tider, hverken blandt os eller blandt jer selv. Med hensyn til dine stamtavler som du lige har genfortalt os, Solon, så er de ikke mere en børne-historier. For det første husker du kun en enkelt flodbølge, men der var mange forinden; for det andet, så ved du ikke at der førhen i dit land boede den smukkeste og mest noble race af mennesker som nogensinde har levet, og du og hele din by er efterkommere fra en lille frø eller rest af dem som overlevede. Og dette var ikke kendt af dig, fordi i mange generationer, døde de som overlevede ødelæggelsen, og efterlod ikke noget skrevet ord. For der var en gang, Solon, før den store Foldbølge af alle, hvor byen som nu er Athen var stærkest i krig og på enhver måde den bedst regerede af alle byer, siges at have udført den mest noble gerning og siges at have haft den smukkeste konstitution under himlen, som traditionen omtaler.

Solon undrede sig over hans ord, og anmodede indtrængende præsterne at meddele ham præcist og kronologisk om disse tidligere borgere. Du er velkommen til at høre om dem, Solon, sagde præsten, både for din egen skyld og for at bidrage til din by, og frem for alt af hensyn til gudinden, som er den fælles protektor og forælder og underviser af begge vores byer. Hun grundlagde din by tusind år før vores, modtagende fra Jorden og Hefaistos din races sæd, og bagefter grundlagde hun vores, hvis forfatningen er registreret i vores hellige registre til at være otte tusinde år gammel. Ved at berøre dine indbyggere for ni tusinde år siden, så vil jeg kort informere dig om deres love og om deres mest berømte gerning; de nøjagtige detaljer af det hele vil vi derefter gennemgå i vores fritid i de hellige optegnelser selv. Hvis du sammenligner disse love med dine, så vil du se at mange af vores er modstykket til jeres lige som de var i gammel tid. For det første, så er der en kaste af præster, som er adskilt fra alle de andre; dernæst, er der håndværkere, som udøver deres håndværk for sig selv og blander sig ikke med andre; og der er også klasse af fårehyrder og jægere, så vel som landmænd; og du vil observere, at krigerne i Egypten er adskilt fra alle andre klasser, og er beordret af loven til at hengive sig udelukkende til militære formål; yderligere så er våbenene som de bærer skjolde og spyd, et udstyr som den Asiatiske gudinde først lærte os, lige som i din del af verden først til jer. Og med hensyn til visdom, observerer du hvordan vores lov fra starten udførte et studie af altings sammensætning, udstrækkende sig endda til profetier og medicin som giver sundhed, og ud fra disse guddommelige elementer uddragede det som der er behov for med henblik på et menneskeligt liv, og tilføjede enhver slags viden som var beslægtet med dem. Al denne orden og arrangement indgav gudinden først til jer da hun etablerede jeres by; og hun valgte stedet på jorden hvor du var født, fordi hun så at det glade klima i dette land ville fremavle de viiseste mennesker. På grund af dette, udvalgte gudinden, som havde forkærlighed for både krig og visdom, og først af alt slog hun sig ned på det sted som var mest sandsynlig med hensyn til at fremavle mennesker som lignede hende selv. Og der boede i, med sådanne love som disse og endda bedre, og overgik menneskeheden i alle dyder, og som blev børn og disciple af guderne.

Mange store vidunderlige gerninger er optegnet om din stat i vores historier. Men en af dem overgår alle de andre i storhed og valør. For disse historier fortæller om en mægtig magt som uprovokeret foretog et udfald imod hele Europa og Asien, og som din by satte en stopper for. Denne magt udgik fra Atlanterhavet, for i disse dage var Atlanterhavet navigerbart; og der var en ø beliggende ud for strædet som af jer kaldes Herakles Søjler; øen var større end Libya og Asien til sammen, og var vejen til andre øer, og fra disse kunne du bevæge dig til hele det modsatte kontinent som omgav det sande hav; for dette hav som er indenfor Herakles Strædet er kun en havn, med en snæver indgang, mens det andet er et rigtigt hav, og det omgivende land kan mest sandfærdigt kaldes et uafgrænset kontinent. Nu er det sådan at på denne ø Atlantis, der var der et stort og vidunderligt imperium som regerede over hele øen og adskillige andre, og over dele af kontinentet, og, yderligere, havde menneskerne på Atlantis underlagt sig dele af Libya indenfor Herakles søjler så langt som Egypten, og med Europa så langt som Tyrrhenia. Denne store magt, samlet til en enkelt, søgte ved et fremstød et underlægge sig vores land og jeres og hele regionen indenfor strædet; og da, skinnede dit land frem blandt hele menneskeheden, Solon, med hendes superiøre moral og styrke. Hun var ypperst i mod og militær dygtighed, og var Hellenernes leder. Og da resten faldt bort fra hende, og hun blev tvunget til at stå alene, efter at have undergået ekstrem fare, så triumferede hun over og besejrede de invaderende, og afhjalp de som endnu ikke var blevet underlagt fra slaveri, og befriede generøst alle de andre som boede indenfor søjlerne. Men bagefter fremkom der voldsomme jordskælv og flodbølger; og på en enkelt dag og nat af ulykke da sank alle jeres krigshære i jorden, og Atlantis øen forsvandt på lignende vis i havets dybder. Det er på grund af dette at havet i disse områder ikke er passerbare og uigennemtrængelige, fordi der er lavvandet mudder på stedet; og dette fremkom ved øens sænkning.

Sokrates, jeg har kort fortalt dig, det som den aldrende Critias hørte fra Solon og videregav til os. Og da du i går talte om din by og dens indbyggere, så kom fortællingen som jeg lige har gengivet for dig frem i mine tanker, og jeg bemærkede med forbavselse hvordan, du ved en slags mysteriøst tilfælde, var enig i næsten alle detaljer med Solons beretning; men jeg ønskede ikke at tale på dette tidspunkt. For der er gået lang tid og jeg har glemt så meget; jeg tænkte at jeg først og fremmest måtte gennemløbe beretningen i mine tanker, og så ville jeg tale. Så jeg samtykkede let i forhold til din anmodning i går, i betragtning af at det væsentligste problem, i alle sådanne tilfælde, er at finde en fortælling egnet til vores formål, og at vi med sådan en historie, vil være ganske godt forsynede." [Her stopper jeg mit uddrag som har fokus på det som omhandler Atlantis]