Jorden vores lille planet i kosmos
Global Theosophy

Global Theosophy

*******
En sand esoterisk stjerneport og stargate.
En indgangsport til andre verdener af energi, visdom og medfølelse
(Theos-L Forum - det ældste teosofiske forum på Internettet.)



Forside
Artikler
Profil
Links

En privat hjemmeside om
Teosofi, esoterisk visdom og
åndelig udvikling...


Nogle få af de personer bag moderne Planetarisk Teosofi, som jeg er tilknyttet.
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
H. P. Blavatsky (1831-91)
Helena P. Blavatsky
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
Mahatma Morya (fødsel-?)
Master Morya
Esoterisk Chela af moderne Planetarisk Teosofi:
D. K. Mavalankar (1857-?)
Damodar K. Mavalankar




Doktrinen om Avataraer
af H. P. Blavatsky
posthumt udgivet i Blavatskys Collected Writings, vol. XIV
(oversat og udgivet på dansk af Morten Nymann - Juli 2010)


En mærkelig historie-snarere en legende-er vedholdende til stede blandt nogle store Himalaya Guruers disciple, selv blandt lægfolk, med hensyn til at Gautama, Prinsen fra Kapilavastu, aldrig har forladt de jordiske regioner, selv om hans krop døde og blev brændt, og dens relikvier blev bevaret ind til i dag. Der er en mundtlig tradition blandt Kinesiske Buddhister, og en skreven udtalelse blandt Tibetanske Lamaers hemmelige bøger, lige så vel som en tradition blandt arierne [de Indiske i gammel forstand; overs.], at Gautama BUDDHA havde to doktriner: en for masserne og Hans læg disciple, den anden for Hans "valgte," Arhater. Hans politik og efter ham hans Arhaters var, ser det ud til, ikke at afvise nogen som helst adgang til rækkerne af kandidater for Arhatskab, men aldrig at videregive de endelige mysterier, undtagen til dem, der havde vist sig, under mange års prøvetid, til at være værdige til Indvielse. Disse blev, når de først var accepteret, helliget og indviet uden skelnen til race, kaste eller velstand, som i tilfældet med Hans Vestlige efterfølger. Det er Arhaterne som har fremlagt og tilladt denne tradition at slå rod i folks sind, og det er også, årsagen til det senere dogme om Lamaisk reinkarnation eller succesionen af menneskelige Buddhaer.
Den smule som her kan siges om emnet kan eller kan ikke hjælpe med at guide den psykiske student i den rette retning. Det er overladt som forfatterens mulighed og ansvar at fortælle faktaene sådan som hun personligt har forstået dem, skylden for eventuelle skabte misforståelser kan kun falde på hende. Hun er blevet lært op i doktrinen, men det var overladt til hendes fulde intuition-sådan som det nu er overladt til læserens klogskab-at gruppere de mysteriøse og forvirrende fakta sammen. De ufuldstændige udtalelser angivet her er fragmenter fra det som indeholdes i visse hemmelige bind, men det er ikke lovligt at videregive detaljerne.
Mysteriets esoteriske version angivet i de hemmelige bind kan kort blive fremlagt. Buddhisterne har altid standhaftigt benægtet at deres BUDDHA var, som angivet af Brahmanerne, en Vishnu Avatâra i den samme betydning som et menneske er en inkarnation af hans Karmiske forfader. De nægter det, delvist, måske, fordi den esoteriske betydning af udtrykket "Mahâ-Vishnu" ikke kendes af dem i dets fulde, upersonlige, og generelle betydning. Der er et mysteriøst Princip i Naturen kaldet "Mahâ-Vishnu," som ikke er Guden med dette navn, men et princip som indeholder Bîja, Avatâraismens frø eller, med andre ord, er styrken og årsagen til sådan guddommelige inkarnationer. Alle Verdens-Frelserne, Bodhisattvaerne og Avatâraerne, er frelsens træer som er groet ud fra dette ene frø, Bîja'en eller "Mahâ-Vishnu'en." Uanset om den kaldes Âdi-buddha (Ur Visdom) eller Mahâ-Vishnu, så er det helt det samme. Esoterisk forstået, er Vishnu både Saguna og Nirguna (med og uden attributter). I første aspekt, er Vishnu objektet for eksoterisk tilbedelse og hengivelse; i det andet, som Nirguna, er han, kort sagt, kulminationen af åndelig visdoms totalitet i Nirvâna-universet,* - og har alle filosofiske sind som tilbedere. I denne esoteriske betydning var Herren BUDDHA en Mahâ-Vishnu inkarnation.
Dette er fra den filosofiske og rent åndelige synsvinkel. Fra illusionens plan, imidlertid, som man ville sige, eller fra den jordiske synsvinkel, så ved disse indviede at Han var en direkte inkarnation af en af "ur Lysets Syv Sønner" som findes i enhver Theogoni-Dhyân-Chohans hvis mission det er, at overvåge den åndelige velfærd i regionerne i deres varetægt, fra den ene evighed (aeôn) til den anden. Dette er allerede blevet formuleret i Esoteric Buddhism.
En af de største mysterier indenfor spekulativ og filosofisk Mysticisme-og det er en af mysterierne som nu afsløres - er modus operandi i graderne af sådanne hypostatiske overførsler. Som en selvfølge, vil guddommelige såvel som menneskelige inkarnationer fortsat være en lukket bog for teologen så vel som for fysiologen, medmindre den esoteriske lære blive accepteret og bliver verdens religion. Denne lære

––––––––––
* Mange fejlopfattelser fremstår ved en sammenblanding af planerne for væren og misbrug af udtryk. For eksempel, er forskellige åndelige tilstande blevet forvekslet med BUDDHA's Nirvâna. BUDDHA's Nirvâna er fuldstændig forskellig fra enhver anden åndelig tilstand af Samadhi eller endda den højeste Theophania nydt af mindre Adepter. Efter den fysiske død adskiller de forskellige åndelige tilstande erhvervet af Adepter sig meget fra hinanden.
—————

kan aldrig fuldt ud forklares til en uforberedt offentlighed; men en ting er sikker og kan siges nu: at mellem dogmet om en ny-skabt sjæl for hver ny fødsel, og den fysiologiske antagelse om en midlertidig dyrisk sjæl, ligger der den stor region af Okkult lære* med dens logiske og fornuftige fremlæggelser, hvis sammenhænge alle kan spores i logisk og filosofisk sekvens i naturen.
Dette "Mysterie" findes, af ham som forstår dets rette betydning, i dialogen mellem Krishna og Arjuna, i Bhagavad-Gîtâ, Kapitel iv, 5-9. Avatâraen siger:

Mange af mine fødsler er passeret, lige som også dine, O Arjuna! Jeg kender dem alle, men du kender ikke dine, O forstyrrer af dine fjender.
Selv om jeg er ufødt, med uudtømmelig Âtman, og er Herren for alt som er; alligevel, havende underkastet mig min natur fødes Jeg ved illusionens kraft.†
Når som helst, O Bhârata's søn, der er tilbagegang i Dharma [den rette lov] og fremgang af Adharma [det modsatte af Dharma] så manifesterer Jeg mig selv.
For at redde det gode og ødelægge det onde, for at opretholde loven, fødes Jeg i enhver yuga.
Hvem som helst som fuldt ud forstår min guddommelige fødsel og handling, han, O Arjuna havende forladt kroppen modtager ikke genfødsel; han kommer til mig.


Således, er alle Avatâraer én og den samme: deres "Faders" Sønner, i en direkte nedstigende linie, "Faderen," eller

––––––––––
* Denne region er det ene mulige punkt for forligelse mellem de to diametralt modsatte religiøse og videnskabelige poler, den ene med dens dogmatiske golde områder for tro, den anden løbende over med tomme hypoteser, begge overgroet med fejlenes ukrudt. De vil aldrig mødes. De to er i fejde, i en evigtvarende krig med hinanden, men det forhindrer dem ikke i at forene sig imod Esoterisk Filosofi, som for to årtusinder har været nødt til at kæmpe imod ufejlbarlighed i begge retninger, eller "ren forfængelighed og forestillelse" som Antonious definerer det, og finder nu den Moderne Videnskabs materialisme grupperet imod dets sandheder.
† Hvorfra nogle af de Gnostiske ideer? Cerinthus lærte at da verdenen og Jehovah var faldet ned fra dyd og oprindelig værdighed, så tillod den Højeste en af sine herlige Aeôner, hvis navn var den "Salvede" (Kristus) at inkarnere i mennesket Jesus. Basilides nægtede sandheden om Jesus krop, og kaldte den for en "illusion" og mente at det var Simon Cyrene som led på Korset i hans sted. Sådanne læresystemer er ekkoer af de Østlige Doktriner.
––––––––––

en af de syv Flammer, som for tiden, bliver Sønnen, og disse to er én-i Evighed. Hvad er Faderen? Er det den absolutte Årsag til alt?-den uforståelige Evigehed? Nej; helt bestemt. Det er Kâranâtman, den "Kausale Sjæl" som, i dens generelle forstand, kaldes Îúvara af Hinduerne, herren, og af de Kristne, "Gud," den Ene og Eneste. Fra enhedens synsvinkel er det sådan; men så kan den laveste af Elementaler ligeligt blive anskuet som den "Ene og Eneste" i et sådant tilfælde. Hvert menneske her, yderligere, hans egen guddommelige Ånd eller personlige Gud. Den guddommelige Enhed eller Flamme hvor fra Buddhi emanerer står i samme relation til mennesket, dog på et lavere plan, som Dhyâni-Buddha til hans menneskelige Buddha. Derfor er monoteisme og polyteisme ikke uforenelige; de eksisterer i Naturen.
Sandelig, "for at redde det gode og ødelægge det onde," blev personlighederne kendt som Gautama, Samkara, Jesus og nogle få andre født enhver i sin tidsalder, som erklæret-"Jeg fødes i enhver Yuga"-og de blev alle født gennem den samme Kraft.
Der er et stort Mysterium ved sådanne inkarnationer og de er udenfor og ovenover den generelle cyklus af genfødsler. Genfødsler kan inddeles i tre grupper: de guddommelige inkarnationer kaldet Avataraer; den for Adepter som opgiver Nirvâna for at hjælpe menneskeheden-Nirmânakâyaerne; og de naturlige på hinanden følgende genfødsler for alle-den almindelige lov. Avataraen er en tilsynekomst, en som kan angives som en speciel illusion indeni den naturlige illusion som regerer på planerne som er underlagt kraften, Mâyâ; Adepten genfødes bevidst, ved sin vilje og sit ønske;* den almindelige hjords enheder følger ubevidst den store lov for dual evolution.
Hvad er en Avatâra? for udtrykket bør forstås klart før det anvendes. Det er en nedstigen af den manifesterede Guddom-

––––––––––
* En korrekt indviet Adept vil bevare sit Adeptskab, selv om der i vores illusoriske verden kan forekomme utallige inkarnation af ham. Den fremdrivende kraft som ligger ved roden af en serie af sådanne inkarnationer er ikke Karma, sådan som det normalt forstås, men en endnu mere uudgrundelig kraft. Gennem hans perioder af liv mister Adepten ikke sit Adeptskab, selv om han ikke kan rejse sig til en højere grad i det.
––––––––––

uanset om det er under de specifikke navne Siva, Vishnu, eller Âdi-Buddha-ind i en individuel illusorisk form, en tilsynekomst som er objektiv på dette illusoriske plan, men det er ikke sådan nøgternt betragtet. Den illusoriske form har hverken fortid ej heller fremtid, fordi den har hverken tidligere inkarnation ej heller vil den have efterfølgende genfødsler, har intet med at gøre med Karma, som derfor ikke har noget tag i den.
Gautama BUDDHA blev født som Avatâra i en betydning. Men dette, i betragtning af uundgåelige protester af dogmatiske grunde, nødvendiggør forklaring. Der er en stor forskel mellem en Avatâra og en Jîvanmukta: en, som allerede fremlagt, er en illusorisk tilsynekomst, Karmaløs, og aldrig havende inkarneret før; og den anden, Jîvanmukta'en, er en som opnår Nirvâna ved hans individuelle fortjenester. Yderligere ville en kompromisløs, filosofisk Vedântin protestere over dette. Han vil måske sige at da Avatâra'ens og Jîvanmukta'ens betingelser er den én og samme tilstand, så kan ingen mængde af personlige fortjenester, i nok så mange inkarnationer, føre dets besidder til Nirvâna. Nirvâna, vil han sige, er handlingsløs; hvordan kan, nogen handling så føre til det? Det er hverken et resultat ej heller en årsag, men en altid-tilstedeværende, evig Væren, sådan som Nâgasena definerer det.* Derfor kan det ikke have nogen relation til, eller forhold til, handling, fortjeneste, eller manglende fortjeneste, fordi disse er underlagt Karma. Alt dette er meget sandt, men der er efter vores opfattelse stadig en vigtig forskel mellem de to. En Avatâra er; en Jîvanmukta bliver en. Hvis de to's tilstand er identisk, så er årsagerne som fører til den, det heller ikke. En Avatâra er en nedstigen af en Gud til en illusorisk form; en Jîvanmukta, som kan have gennemgået utallige inkarnationer og kan have akkumuleret fortjenester i dem, bliver sandelig ikke en Nirvânî på grund af denne fortjeneste, men kun på grund af Karmaen genereret ved det, som fører og guider ham i retningen af Guruen som vil indvi ham i Nirvâna's mysterium og som alene kan hjælpe ham med at nå denne bolig.
Sashtraerne siger vi opnår Moksha ud fra vores værker alene, og hvis vi ikke modtager lidelse, så vil der ikke være noget opnået og vi vil hverken blive assisteret ej heller drage fordel af Guddommelighed [Mahâ-Guruen].

––––––––––
* [Se Milinda’s Questions, tr. by I.B. Horner, Division VII, 5. London Luzac & Co., 1964. Cf. p. 416 & fn. i denne tekst.]
––––––––––

Derfor fastholdes det at Gautama, selv om han er Avâtara i en betydning, er en sand menneskelig Jîvanmukta, på grund af hans forhold til hans personlige fortjeneste, og således mere end en Avatâra. Det var hans personlige fortjeneste som gjorde ham i stand til at opnå Nirvâna.
Blandt de frivillige og bevidste inkarnationer af Adepter er der to typer-de af Nirmânakâyaer, og de som foretages af prøvelses chelaer som gennemgår deres prøve.
Det største, som det mest forunderlige mysterium af den første type ligger i det faktum, at sådan en genfødsel i en menneskelig krop af en bestemt Adepts personlige Ego -når denne har dvælet i den Mâyâviske eller den Kâma-Rupiske, og forblevet i Kâma-Loka- kan ske selv når hans "Højere Principper" er i en tilstand af Nirvâna.* Lad det være forstået at fremstillingerne ovenfor kun bruges til populære formål, og derfor dvæler det som er skrevet ikke ved dette dybe og mysteriøse spørgsmål fra det højeste plan, det af absolut åndelighed, igen ej heller fra den højeste filosofiske synsvinkel, som kun forstås af meget få. Det bør ikke antages at hvad som helst kan indtræde i Nirvâna som ikke evigt er der; men det menneskelige intellekt opfattende det Absolutte må putte Det som det højeste udtryk i en ubestemmelig serie. Hvis dette påtænkes så vil en stor mængde fejlopfattelser undgås. Denne åndelige evolutions indhold er materialet som Nirvânî'en på forskellige planer var i kontakt med før han opnåede Nirvana. Planet hvor dette er sandt, som findes i serien af illusoriske planer, er uden tvivl ikke det højeste. De som søger efter det må opsøge studiets rette kilde, Upanishadernes lære, og opsøge det i den rette ånd. Her forsøger

––––––––––
*Fra den så-kaldte Brahmâ-Loka-den syvende og højere verden, ovenfor hvilken alt er arupa, formløst, rent åndeligt-til den laveste verden og insekt, eller endda et objekt så som et blad, der er evig genevolvering af eksistenstilstanden, evolution og genfødsel. Nogle mennesker opnår tilstande eller sfærer hvor fra der kun kan vendes tilbage til i en ny Kalpa (en Brahmâ's dag): der er andre tilstande eller sfærer hvor fra der kun kan vendes tilbage efter 100 Brahmâ's år (Mahâ-Kalpa, en periode dækkende 311,040,000,000,000 år). Nirvâna, siges det, er en tilstand hvor fra der ingen tilbagevenden er. Alligevel fastholdes det at der, i exceptionelle tilfælde, kan være reinkarnationer fra denne tilstand; blot, som det vil vises, er sådanne inkarnationer illusioner, lige som alt andet på dette plan.
––––––––––

vi kun at indikere retningen hvor søgningen kan udføres i, og ved at vise nogle få af de mysteriøse okkulte muligheder bringer vi reelt ikke vores læsere til målet. Den ultimative sandhed kan kun kommunikeres fra Guru til indviet elev.
Havende sagt så meget så vil og må udtalelsen fremstå uforståelig, hvis ikke absurd, for mange. Først, til alle som ikke er familiære med doktrinerne om den mangfoldige natur og forskellige aspekter af den menneskelige Monade; og for det andet til de som iagttager den syvfoldige inddeling af den menneskelige entitet fra et for materialistisk standpunkt. Alligevel vil den intuitive Okkultist, som fuldt ud har studeret Nirvâna's mysterier-som ved at den er identisk med Parabrahman og derfor uforanderlig, evig og ikke en Ting men det Absolutte Alt-vil begribe sandhedens mulighed.

De ved at mens en Dharmakâya—en Nirvânî "uden efterladenskaber," som vores Orientalister har oversat det, værende absorberet i Intethed, som er det ene virkelige, fordi Absolut, Bevidsthed-kan ikke siges at vende tilbage til inkarnation på Jorden, Nirvânî'en er ikke længere en han, en hun, eller endda det; Nirmamakaya'en-eller ham som har opnået Nirvâna "med efterladenskaber," dvs., som er iklædt en subtil krop, som gør ham uigennemtrængelig for alle ydre indtryk og alle mentale følelser, og i hvem tilstedeværelsen af hans Ego ikke fuldstændigt er ophørt-kan gøre således. Igen så er, enhver Østlig Okkultist, som er klar over sandheden om at der er to slags Nirmânakâyaer-den naturlige, og den antagede; den førstnævnte er navnet eller betegnelsen angivet for tilstande hos en høj asket, eller Indviet, som har nået stadiet af lyksalighed kun næst efter Nirväna; mens den sidstnævnte betyder selv-opofrelse af en som frivilligt opgiver det absolutte Nirvâna, for at hjælpe menneskeheden og stadigt gørende det godt, eller, med andre ord, at redde hans med-mennesker ved at guide dem. Det kan indvendes at Dharmakâya'en, værende en Nirvânî eller en Jîvanmukta, ikke kan have "efterladenskaber" ladt tilbage efter ham efter døden, for havende opnået den tilstand hvor fra ingen yderligere inkarnationer er mulige, så er der ikke noget behov for ham for at have en subtil krop, eller for det individuelle Ego som reinkarnerer fra én fødsel til en anden, og at derfor forsvinder den sidstnævnte af logisk nødvendighed; til dette svares: det er sådan for alle eksoteriske formål og som en generel lov. Men tilfældet som vi behandler er et exceptionelt et, og dets realisering ligger indenfor de Okkulte kræfter hos den højt Indviede, som, kan forårsage sine "efterladenskaber" (nogle gange, dog ikke særlig præcist, kaldet hans Mâyâvi-Rupa), at blive tilbage,* før han indgår i Nirvâna tilstanden, uanset om han bliver en Nirvânî, eller befinder sig selv i en lavere tilstand af lyksalighed.

Derefter, er der sjældne-tilfælde, alligevel mere hyppige end man ville være disponeret til at formode-som er de frivillige og bevidste reinkarnationer af Adepter på prøve. Ethvert menneske har et Indre, et "Højere Selv," og også en Astral Krop. men få er de som, udenfor de højere grader af Adeptskab, kan guide den sidstnævnte, eller nogen af principperne som animerer det, når først døden har lukket deres korte jordiske liv. Alligevel er en sådan guiding, eller overførsel af den døde til en levende krop, ikke kun mulig, men forekommer ofte, ifølge den Okkulte og Kabbalistiske lære. En sådan krafts grader varierer selvfølgelig meget. For at nævne tre: den laveste af disse grader ville tillade en Adept, som har været meget hæmmet i livet i hans studie og i brugen af sine kræfter, efter døden at vælge en krop hvor i han vil kunne fortsætte uophørligt med sine studier, selv om han i den normalt vil tabe ethvert minde om hans foregående inkarnation. Den næste grad tillader ham, i tilføjelse til dette, at overføre hukommelsen om hans tidligere liv til hans nye krop; mens den højeste næppe har nogen begrænsninger i udøvelsen af denne vidunderlige evne.
Som et eksempel på en Adept som nød den førstnævnte kraft citerer nogle middelalderlige Kabalister en velkendt person fra det femtende århundrede-Cardinal de Cusa; Karma, der på grund af hans vidunderlige hengivenhed overfor Esoteriske Studier og Kabalahen, førte den lidende Adept til at søge intellektuel rekreation og hvile fra

––––––––––
* Denne sandhed om det Egoistiske vehikels forsvinden i den fuldt udviklede Yogi, som formodes at have nået Nirvâna på jorden, år før hans krops død, har ført til loven i Manu, sanktioneret af årtusinder af Brâhminsk autoritet, at sådan en Paramâtman skal holdes absolut sagesløs og fri for synd eller ansvar, og gøre hvad han ville (se foregående kapitel om Manu's Love). Sandelig, selv kasten-den mest despotiske, kompromisløse og autokratiske tyran i Indien-kan brydes med straffrihed af Yogien, som er ovenover kasten. Dette vil angive nøglen til vores fremlæggelser.
––––––––––

kirkelig tyranni i Copernicus krop. Se non é vero é ben trovato [Hvis det ikke er sandt, så er det klogt opfundet]; og gennemgangen af de to mænds liv kunne let føre en tilhænger af sådanne kræfter til en klar accept af det påståede forhold. Læseren der har midlerne til at gøre dette til sin rådighed opfordres til at vende sig til den formidable folio på Latin fra det femtende århundrede kaldet De Docta Ignorantia, skrevet af Cardinal de Cusa, hvor i alle Copernicus teorier og hypoteser-alle ideerne-findes som fodnoter til den store astronoms opdagelser.* Hvem var den ekstraordinært lærde Kardinal? Søn af en fattig bådsmand, der skyldte hele sin karriere, hans Kardinale hat, og den ærbødige ærefrygt snarere end

––––––––––
* Omkring halvtreds år før Copernicus fødsel, skrev De Cusa som følger: "Selv om verden måske ikke er absolut uendelig, så kan ingen præsentere den for ham selv som endelig, for menneskelig fornuft er ude af stand til at tillægge det noget udtryk. . . . For på samme måde som vores jord ikke kan være centrum i Universet, som det menes, så kan fiksstjernerne endnu mindre være i det. . . . Således er denne verden som en stor maskine, der har dets centrum [Guddom] alle steder, og dets omkreds ingen steder [machina mundi, quasi habens ubique centrum, et nullibi circumferentiam]. . . . Derfor kan jorden, der ikke er i centrum,ikke være uden bevægelse . . . og selv om den er langt mindre end solen, så må man ud fra alt dette konkludere at, hun er værre [villior - mere nederdrægtig] . . . . Man kan ikke se om dets beboere er overordnede i forhold til de som dvæler tættere på solen, eller i andre stjerner, da det sideriske rum ikke kan berøves dets indbyggere. . . . Jorden, meget tænkeligt [fortasse] en af de mindste kloder, er ikke desto mindre vuggen for intelligente væsner, meget noble og perfekte." Man kan ikke være uenig med Cardinal de Cusa's biograf , som, ikke havde nogen mistanke om Okkult sandhed, og på grund af en sådan lærdom i en forfatter fra det fjortende og femtende århundrede, imponerer ganske enkelt med en sådan mirakuløs forudviden, og tillægger det til Gud, i at sige om ham at han var et uforligneligt menneske indenfor enhver slags filosofi, ved hvilken mangt et teologisk mysterie utilgængeligt for det menneskelige sind(!), skjult og forsømt i århundreder (velata et neglecta) endnu en gang blev bragt frem i lyset. "Pascal kan have læst De Cusa's værker; men hvor fra skulle Karidnalen have lånt hans ideer fra?" spørger Louis Moreri. Klart fra Hermes og Pythagoras værker, selv hvis hans inkarnations og reinkarnations mysterie blev afvist. [Se De Cusa’s, Of Learned Ignorance, tr. by Fr. Germain Heron, London, Routledge, 1954, Bk. II, ch. 11 & 12; Nicolai De Cusa Opera Omnia, Vol. I. Ediderunt: Ernestus Hoffman et Raymundus Klibansky, Lipsiae, In Aedibus Felicis Meiner, 1932, etc., cap. xi & xii, pp. 100-104 ff.]
––––––––––

venskabet med Paverne Eugenius IV's, Nicholas V's, og Pius II's, den ekstraordinære lærdom som synes ham iboende, siden han ikke havde studeret nogen steder førend forholdsvist sent i livet. De Cusa døde 1464; yderligere, blev hans bedste værker skrevet førend han var tvunget til at indtræde i ordner-for at undslippe forfølgelse. Ej heller undslap Adepten den.
I Kardinalens voluminøse værk citeret ovenfor findes en meget tankevækkende sætning, hvis forfatterskab er blevet tillagt både til Pascal, til Cusa selv, og til Zohar, og som retteligt tilhører Hermes Bøger:

Verden er en uendelig sfære, hvis centrum er alle steder og hvis omkreds er ingen steder. [Liber xxiv, Philosophorum.]


Det er af nogle ændret til: "Centrum er ingen steder, og omkredsen er alle steder," snarere en kættersk ide for en Kardinal, dog fuldstændig ortodoks set fra en Kabalistisk synsvinkel. Teorien om genfødsel skal fremsættes af Okkultisterne, og derefter tillægges specielle tilfælde. Den rette forståelse af denne psykiske sandhed er baseret på en korrekt opfattelse af den gruppe af himmelske Væsner som universelt kaldes de syv Ur Guder eller Engle-vores Dhyâni-Chohans-de "Syv Ur Stråler" eller Kræfter, senere adopteret af den Kristne Religion som de "Syv Tilstedeværelsens Engle." Arupa, formløs, på det øvre trin af stigen for Væren, materialiserende mere og mere efterhånden som de nedstiger i skalaen af objektivitet og form, sluttende med den tætteste og mest ufuldstændige i Hierarkiet, mennesket-det er den førstnævnte fuldstændige åndelige gruppe som udpeges for os, i vores Okkulte lære, som menneskehedens plejested og kildes udspring. Der i spirer den bevidsthed som er den tidligste manifestation af kausal Bevidsthed-for evigt guddommelig værens og livets Alfa og Omega. Og efterhånden som det skrider frem nedad gennem hver fase af eksistens nedstigende gennem mennesket, gennem dyr og plante, ender det kun dets nedstigen i mineralet. Det repræsenteres ved den dobbelte triangel-det mest mysteriøse og mest tankevækkende af alle mystiske tegn, for det er et dobbelt tegn, omfattende åndelig og fysisk bevidsthed og liv, den førstnævnte triangel løber opad, og den lavere nedad, begge forbundne, og visende de forskellige planer af de to-syv tilstande af bevidsthed, de fjorten sfærer for eksistens, Brâhmanernes Lokaer.
Læseren kan nu være i stand til at opnå en klarere forståelse af hele sagen. Han vil også se hvad som menes med "Iagttagerne," hvor der er placeret en som Vogter eller Regent over hver af de syv inddelinger eller regioner på jorden, ifølge de gamle traditioner, da der er en til at våge over og guide enhver af de fjorten verdener eller Lokaer.* Men, det er ingen af disse som vi for nuværende er opmærksomme på, men med de så-kaldte "Syv Åndedrag," som udstyrer mennesket med hans udødelige Monade i hans cykliske pilgrimsfærd.

Kommentaren til Book of Dzyan siger:
Først nedstigende i hans region som Herlighedens Herre, Flammen (eller Åndedraget), havende kaldet de højeste Emanationer i denne specielle region til bevidst væren, opstiger igen fra den til dets ur-sæde, hvor fra Den vogter over og guider Dens utallige Stråler (Monader). Den vælger som Sine Avatâraer kun de som havde de Syv Dyder i dem† i deres foregående inkarnation. Med hensyn til resten, så overskygger Den hver af dem med en af Dens utallige stråler. . . . Alligevel er selv strålen en del af Herrernes Herre.
Det syvfoldige princip i mennesket-som kun kan anses som dual med hensyn til psykisk manifestation på dette tætte jordiske plan-var kendt af hele oldtiden, og kan findes i ethvert gammelt Skrift. Egypterne kendte og lærte om det, og deres

––––––––––
* Det er den hemmelige mening med udtalelserne om Prajapâti'ernes eller Rishi'ernes Hierarki. Først nævnes syv, så ti, så enogtyve, og så videre. De er "guder" og skabere af mennesket-mange af dem "Herrer for Væren"; de er Brahmâ's "Sind-fødte Sønner", og så bliver de dødelige helte, og vises ofte som havende en meget syndfuld karakter. Den okkulte mening med de Bibelske Patriarker, deres genealogi, og deres nedstigning inddelende jorden blandt dem selv, er den samme. Igen, har Jacob's drøm den samme betydning.
† Han "med de Syv Dyder" er en som, uden Indvielsens fordel, bliver så ren som enhver Adept ved den enkle udøvelse af hans egen fortjeneste. Værende så hellig, bliver hans krop ved hans næste inkarnation hans "Vogters" eller Skytsengels Avatâra, som de Kristne ville angive det.
‡ Betegnelsen for de højeste Dhyâni-Chohaner.
––––––––––

inddeling af principper er i hvert tilfælde et modstykke af den Hemmelige Âryanske Lære. Det er således angivet i Isis Unveiled:

I de Egyptiske begreber, som i alle andre trosretninger baseret på filosofi, var mennesket ikke kun . . . en forening af sjæl og krop; han var en treenighed når Ånd blev tilføjet til den. Desuden, angav denne doktrin at han bestod af en kha-krop; khaba—astral form, eller skygge; ka-dyre sjæl eller livsprincip, ba-den højere sjæl; og akh-jordisk intelligens. De havde også et sjette princip, benævnt sah-eller mumie; men dens funktioner begyndte først efter kroppens død.*


Det syvende princip der selvfølgelig var det højeste, den uskabte Ånd blev generisk kaldt Osiris, derfor blev enhver afdød person Osirificeret-eller en Osiris-efter døden.
Men ud over at gentage den gamle, altid-tilstedeværende sandhed om reinkarnation og Karma-ikke som lært af Spiritisterne, men som via den Ældste Videnskab i verden-må Okkultisterne lære cyklisk og evolutionær reinkarnation: den slags genfødsel, mysteriøs og stadig uforståelig for mange som er uvidende om verdens historie, som forsigtigt blev nævnt i Isis Unveiled. En generel genfødsel for ethvert individ med mellemspil af Kâma-Loka og Devachan, og en cyklisk bevidst reinkarnation med et stort og guddommeligt formål for de få. De store personligheder som tårner sig op som giganter i menneskehedens historie, som Siddârtha BUDDHA og Jesus i den åndelige bolig, og Alexander Makedoneren og Napoleon de Store i de fysiske erobringers bolig er blot de reflekterede billeder af mennesketyper som har eksisteret-ikke titusinder af år før som forsigtigt fremlagt i Isis Unveiled (Vol. I, p.35), men for millioner af år i træk fra begyndelsen af Manvantaraen. For-med undtagelse af sande Avatâraer, som forklaret ovenfor-så er de de samme ubrudte Stråler (Monader), hver af dem respektivt fra sin egen specielle Forældre-Flamme-kaldet Devaer, Dhyâni-Chohaner, eller Dhyâni-Buddhaer, eller også, Planetariske Engle, osv.-skinnende i æonisk evighed lige som deres prototyper. Det er i deres billede at nogle mennesker fødes, og når et specifikt humanistisk formål er i sigte, så animeres de sidstnævnte hypostatisk af deres guddommelige prototyper

––––––––––
* Op. cit., Vol. II, p. 367.
––––––––––

reproduceres igen og igen af de mysteriøse kræfter som kontrollerer og guider vores verdens skæbner.
Intet mere kunne siges på den tid hvor Isis Unveiled blev skrevet; derfor blev udtalelsen begrænset til den enkelte bemærkning at

Der er ikke nogen prominent personlighed i alle annaler i den hellige og profane historie hvis prototype vi ikke kan finde i de halv-fiktive og halv-virkelige traditioners i forgangne religioner og mytologier. Lige som stjernen, skinnende fra en umålelig afstand over vores hoveder, i himlens bundløse uendelighed, reflekterer sig selv i søens glatte farvande, så reflekterer menneskets billede fra de antediluvianske tidsaldre sig selv i de perioder vi kan omfatte i et historisk tilbageblik.*


Men nu hvor så mange publikationer er blevet bragt ud, fremlæggende meget af læren, og adskillige af dem givende mange fejlagtige synspunkter, så kan denne vage hentydning blive forstærket og forklaret. Denne fremlæggelse gælder ikke kun prominente personligheder generelt i historien, men også for geniale mennesker, for ethvert bemærkelsesværdigt menneske i tidsalderen, som svinger sig op over den almindelig hjord med en eller anden abnorm udviklet special kapacitet i ham, førende til fremskridt og godt for menneskeheden. Hver er en individualitets reinkarnation, som er gået forud før ham med kapaciteter ad den samme linie, således bringende som medgift til hans nye form den stærke og gen-opvækkede kvalitet som er blevet fuldt udviklet i ham i hans forudgående fødsler. Meget ofte er de ordinære dødelige, de naturlige menneskers Egoer i deres cykliske udviklings vej.
Men det er med "special tilfælde" som vi nu koncentrerer os om. Lad os antage at en person i sin cyklus af inkarnationer således udvælges til specielle formål-beholderen er tilstrækkelig ren-af hans personlige Gud, hans Monades oprindelige Kilde (på det manifesterede plan), som således bliver hans iboende-beboer. At Gud, hans egen prototype eller "Fader i Himlen," i en betydning, ikke kun er billedet hvor i han, det åndelige menneske, skabes, men i tilfældet som vi betragter, er det det åndelige, individuelle Ego i ham selv. Det er et tilfælde af permanent, livs-lang Theophania. Lad os huske på at dette hverken er Avatârisme, som det forstås indenfor Brâhmansk filosofi, ej heller er det mennesket

––––––––––
* Op. cit., Vol. I, p. 35.
––––––––––

udvalgt således som Jîvanmukta eller Nirvânî, men at det er et fuldstændigt exceptionelt tilfælde i Mysticismens bolig. Mennesket kan eller kan ikke have været en Adept i hans forudgående liv; han er for så vidt, og ganske enkelt, et ekstremt rent og åndeligt individ-eller en som var alt dette i hans forudgående fødsel, hvis den således udvalgte beholder er et ny-født barn. I dette tilfælde, efter den fysiske overgang af en sådan helgen eller Bodhisattva, kan hans astrale principper ikke blive underlagt naturlig opløsning lige som de hos en almindelig dødelig. De forbliver i vores sfære og indenfor menneskelig tiltrækning og rækkevidde; og således er det at ikke kun en Buddha, en Samkarâchârya, eller en Jesus kan siges at animere adskillige personer på en og samme tid, men selv principperne hos en højtstående Adept kan animere det almindelige dødeliges ydre tabernakler.
En bestemt Stråle (princip) fra Sanat-Kumâra åndeliggjorde (animerede) Pradyumna, Krishna's søn i den store Mahâbhârata periode, mens han, Sanat-Kumra, på samme tid, gav åndelige instruktioner til Kong Dhritarâsh˜ra. Yderligere, skal det huskes at Sanat-Kumâra er "en evig yngling på seksten," dvælende i Jnana-Loka, hans egen sfære eller åndelige tilstand.
Selv i så-kaldt almindeligt mediumistisk liv, er det meget sikkert fastlagt at mens kroppen handler-selv om det kun er mekaniskt-eller hvilende på et sted, så kan dens astrale dublet uafhængigt komme til syne og handle et andet sted, og meget ofte et sted langt væk. Dette er ofte en almindelig forekomst i mystisk liv og historie, og hvis det er sådan med ekstatikere, Seere og Mystikere af enhver beskrivelse, hvorfor kan den samme ting ikke ske på et højere og mere åndeligt udviklet plan? Accepter muligheden på et lavere psykisk plan, hvorfor så ikke på et højere plan? I tilfældene med højere Adeptskab, når kroppen er fuldstændig under det Indre Menneskes kommando, når den Åndelige Ego er fuldstændig forenet med dets syvende princip selv under personlighedens livstid, og det Astrale Menneske eller personlige Ego er blevet så udrenset at han gradvist har assimileret alle kvaliteterne og attributterne i den midterste natur (Buddhi og Manas i deres jordiske aspekt) at det personlige Ego, så at sige, erstatter sig selv, med det Højere åndelige Selv, og derefter er i stand til at leve et uafhængigt liv på jorden; når den kropslige død indtræder, så sker den følgende mysteriøse begivenhed ofte. Som en Dharmakâya, en Nirvâmî "uden efterladenskaber," fuldstændig fri fra jordisk blanding, så kan det Åndelige Ego ikke vende tilbage for at reinkarnere på jorden. Men i sådanne tilfælde, bekræftes det, at for selv en Dharmakâya kan det personlige Ego forblive i vores sfære som helhed, og vende tilbage til inkarnation på vores jord hvis det er nødvendigt. For nu er det ikke længere være underlagt den gradvise opløsning i Kâma-Loka (den Romersk Katolske limbus eller skærsild, og Spiritualisternes "Sommer-land"), lige som ethvert almindeligt menneskes astrale efterladenskaber; det kan ikke dø en anden død, som sådan en disintegration kaldes af Proclus.* Det er blevet for helligt og rent, reflekteres ikke længere af dets eget naturlige lys og åndelighed, for enten at sove i den ubevidste slummer i en lavere Nirvânisk tilstand, eller at blive opløst lige som enhver almindelig astral skal og forsvinde i dens fuldstændighed.
Men i tilstanden kendt som Nirmânakâya'en [the Nirvânî "med efterladenskaber,"] kan han stadig hjælpe menneskeheden.
"Lad mig lide og bære alles synder [blive reinkarneret til ny lidelse] men lad verden blive reddet!" udtalte Gautama BUDDHA: et udbrud hvis virkelige betydning nu er lidet forstået af dets tilhængere. "Hvis jeg vil at han skal leve til jeg kommer, hvad betyder det så for dig?"† spørger den astrale Jesus Peter. "Til jeg kommer" betyder "til jeg reinkarneres igen" i en fysisk krop. Alligevel kunne Kristus i den gamle korsfæstede krop i sandhed sige: "Jeg er med min Fader og ét med Ham," hvilket ikke forhindrede den astrale i at antage en form igen sandelig ej heller Johannes i at leve ind til hans Mester var kommet; ej heller hindre Johannes i at fejle med hensyn til at genkende ham da han kom, ej eller fra der at gå imod ham. Men i Kirken genererede denne bemærkning det absurde årtusindes

––––––––––
* "Efter døden, fortsætter sjælen i den luftige (astrale) krop, ind til den er fuldstændig udrenset fra al vrede, sensuelle passioner; derefter aflægger den ved en anden død [når den opstiger til Devachan] den luftige krop som den gjorde med den jordiske. Derfor siger de gamle at der altid er en himmelsk krop forenet med sjælen, som er udødelig, lysende og stjerne-lignende." Det bliver derfor naturligt, at den "luftige krop" hos en Adept ikke skulle have nogen anden død, da den er blevet renset for al dens naturlige urenhed før dets adskillelse fra den fysiske krop. Den højt Indviede er en "Opstandelsens Søn," som er "lig med engle," og kan ikke mere dø. (se Lukas Evangeliet xx, 36).
Johannes Evangeliet xxi, 22.
––––––––––

eller chiliasme ide, i dens fysiske betydning.
Siden da er "Sorgens Mand" vendt tilbage, måske, mere end én gang, ukendt af, og uopdaget af, hans blinde tilhængere. Siden da, er denne store "Guds Søn" også blevet uophørligt og meget grusomt korsfæstet dagligt og hver time af Kirkerne grundlagt i hans navn. Men Apostlene, kun halvt-indviede, fejlede i at leve for deres Mester, og anerkendte ham ikke, og foragtede ham hver kan han vendte tilbage.*

––––––––––
* Se uddraget i The Theosophist, [Nov. 1881, p. 38 & Dec., p. 25], fra en gloværdig novelle af Dostoievsky—et fragment med titlen "The Grand Inquisitor." Det er en fiktion; naturlig, dog en sublim fiktion om Kristus vendende tilbage i Spanien under Inkvisitionens glansperiode, og blivende fængslet og slået ihjel af Inquisitoren, som frygter for det tilfælde at Kristus skulle ødelægge Jesuitternes arbejde.[See also B.C.W. Vol. III, pp. 324-25 and Mahatma Letters, No. 27.]
––––––––––






 
Copyright © 2001 | M. Nymann - wisdomtheosophy@outlook.dk