Global Theosophy

Den følgende ordbog er i første omgang en oversættelse fra engelsk til dansk af The Theosophical Glossary af H.P. Blavatsky. Udgivet posthumt i 1892 af teosoffen G.R.S. Mead, og betragtes derfor ikke som et reelt værk af H. P. Blavatsky. Samlingen har jeg valgt at kalde DEN TEOSOFISKE ORDBOG.

I anden omgang har jeg valgt løbende at tilføje nyt materiale til denne Internet udgave af H. P. Blavatsky' ordbog, alt efter vurderet behov. Denne Internet ordbog er derfor et arbejde, som er under konstant udvikling, og som søger at tilpasse sig nutidens behov. Nye forslag og input til oversættelser modtages meget gerne.

For nærmere information om denne Internet udgave af Den Teosofiske Ordbog henvises der til:
Ordbogens forside .

Se eventuelt også G. R. S. Mead's Forord til den oprindelige Teosofiske Ordbog baseret på H. P. Blavatsky's input:
Forord til Den Teosofiske Ordbog .

Revideret og oversat til dansk af Morten Nymann første gang år 2009.

---

Hurtige Links

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

---

R-Rh

R.-Det attende bogstav i alfabetet; "hunden", da dens lyd minder om en snerren. I det Hebraiske alfabet er det det tyvende, og dets tal er 200. Det svarer som Resh til det guddommelige navn Rahim (mildhed); og dets symboler er, en sfære, et hovede, eller en cirkel. {TG. 271}

Ra (Eg.). Den guddommelige Universelle Sjæl i dens manifesterede aspekt-det altid-brændende lys; også den personificerede Sol. {TG. 271}

Rabbier (Heb.). Oprindeligt de Hemmelige Mysteriers lærere, Qabbalahen; senere blev enhver Levit i den præstelige kaste en lærer og en Rabbiner. (Se the series of Kabbalistic Rabbis by w.w.w.) {TG. 271}

1 Rabbi Abulafia fra Saragossa født i år 1240, grundlagde en Kabbalistisk skole opkaldt efter ham; hans hovedværker var The Seven Paths of the Law og The Epistle to Rabbi Solomon. {TG. 271}

2 Rabbi Akiba. Forfatter til et berømt Kabbalistisk værk, "Alphabet of R.A.", som behandler ethvert bogstav som et symbol på en ide og en betegnelse for nogle følelser; Book of Enoch var oprindelig en del af dette værk, som fremkom ved slutningen af det ottende århundrede. Det var ikke fuldt ud en Kabbalistisk afhandling. {TG. 271}

3 Rabbi Azariel ben Menachem (EVT. 1160). Forfatter til the Commentary on the Ten Sephiroth, som er det ældste intakte Kabbalistiske værk, bortset fra Sepher Yetzirah, som selv om det er ældre, ikke beskæftiger sig med den Kabbalistiske Sephiroth. Han var elev af Isak den Blinde, som er den ansete fader til den Europæiske Kabbalah, og han var lærer for den lige så berømte R. Moses Nachmanides. {TG. 271}

4 Rabbi Moses Botarel (1480). Forfatter til en berømt kommentar om Sepher Yetzirah; han lærte at ved asketisk liv og brugen af invokationer, kunne et menneskes drømme gøres profetiske. {TG. 271}

5 Rabbi Chajim Vital (1600) (Den store eksponent af Kabbalahen som angivet af Isaac Loria : forfatter til en af de mest berømte værker, Otz Chiim, eller Tree of Life; Knorr von Rosenroth har fra denne nedtaget Book on the Rashith ha Gilgalim, sjælenes revolutioner, eller reinkarnationernes model. {TG. 271}

6 Rabbi Ibn Gebirol. En berømt Hebrarisk Rabbi, forfatter til hymnen Kether Malchuth, eller Royal Diadem, som fremkom omkring 1050; det er et smukt digt, legemliggørende Aristotles kosmiske doktriner, og det udgør selv nu en del af den specielle Jødiske tjeneste for aftnen gående forud for den store årlige Forsoningsdag (Se Ginsburg og Sachs om Religious Poetry of the Spanish Jews). Denne forfatter kendes også som Avicebron. {TG. 272}

7 Rabbi Gikatilla. En distingveret Kabbalist som florerede omkring 1300 : han skrev berømte bøger, The Garden of Nuts, The Gate to the Vowel Points, The mystery of the shining Metal, og The Gates of Righteousness. Han lagde specielt vægt på brugen af Gematria, Notaricon og Temura. {TG. 272}

8 Rabbi Isaac the Blind of Posquiero. Den første som offentligt lærte de Teosofiske doktriner i Kabbalahen i Europa, omkring år 1200 EVT. {TG. 272}

9 Rabbi Loria (også skrevet Luria, og også benævnt Ari på grund af hans initialer). Grundlagde en Kabbalah skole cirka 1560. Han skrev ikke nogen bøger, men hans disciple samlede hans lære, og R. Chajim Vital publicerede dem. {TG. 272}

10 Rabbi Moses Cordovero (1550 EVT.). Forfatter af adskillige Kabbalistiske værker med et bredt omdømme, dvs., A Sweet Light, The Book of Retirement, og The Garden of Pomegranates; den sidstnævnte kan læses på Latin i Knorr von Rosenroth’s Kabbalah Denudata, med titlen Tractatus de Animo, ex libro Pardes Rimmonim. Cordovero var præget af en tilslutning til den strengt metafysiske del, ignorerende den vidunder-virkende forgrening som Rabbi Sabbatai Zevi praktiserede, og næsten døde i forfølgelsen af. {TG. 272}

11 Rabbi Moses de Leon (cirka 1290 EVT.). Redaktøren og første udgiver af Zohar, eller "Splendour", det mest berømte af alle Kabbalistiske bind, og næsten den eneste hvor af en stor del er oversat til Engelsk. Denne Zohar påstås hovedsageligt at være produktionen fra den endnu mere berømte Rabbi Simon ben Jochai, som levede i Kejser Titus regeringstid. {TG. 272}

12 Rabbi Moses Maimonides (død 1304). En berømt Hebrarisk Rabbi og forfatter, som fordømte brugen af trylleformularer og amuletter, og modsatte sig brugen af den Kabbalistiske brug af guddommelige navne. {TG. 272}

13 Rabbi Sabbatai Zevi (født 1641). En meget berømt Kabbalist, som gik ovenover dogmet og blev af stor anseelse som en thaumaturgist, udvirkende mirakler ved guddommelige navne. Senere påstod han Messias-skab og faldt i hænderne på Sultan Mohammed IV. fra Tyrkiet, og ville være blevet myrdet, men reddede sit liv ved at antage den Muhammedanske religion. (Se Jost om Judaism and its Sects.) {TG. 272}

14 Rabbi Simon ben Jochai (cirka 70-80 EVT.). Det er rundt om dette navn at mysteriet og poesien om oprindelsen af Kabbalahens oprindelse som en gudens gave til menneskeheden samler sig. Traditionen er af den opfattelse at Kabbalahen var en guddommelig teosofi først lært af Gud til en række engle, og at nogle glimt af dets perfektion blev overgivet til Adam; at visdommen passerede fra ham til Noah; derefter til Abraham, som Egypterne i hans tidsalder lærte en del af doktrinen fra. Moses modtog en delvis indvielse fra hans fødeland, og denne blev perfektioneret ved direkte kommunikation med guddommen. Fra Moses passerede den til de halvfjerds ældste i den Jødiske nation, og fra dem blev den teosofiske plan videregivet fra generation til generation; David og Solomon blev især mestre indenfor den skjulte doktrin. Intet forsøg, fortæller legenderne os, blev udført for at få den hellige viden nedskrevet ind til Titus ødelæggelse af Templet, hvor Rabbi Simon ben Jochai, der undslap fra det belejrede Jerusalem skjulte sig i en hule, hvor han forblev i tolv år. Her blev han, da han allerede var Kabbalist, yderligere instrueret af profeten Elias. Her lærte Simon sine disciple, og hans hoved elever Rabbi Eliezer og Rabbi Abba, nedskrev den lære som i senere tider blev kendt som Zohar, og blev sandelig publiceret på ny i Spanien af Rabbi Moses de Leon, omkring 1280. En hård strid har raset i århundreder mellem lærde Rabbinere i Europa omkring oprindelsen til legenden, og det synes helt håbløst at nogensinde forvente at nå til en præcis beslutning med hensyn til hvilken del af Zohar, hvis nogen, er lige så gammel som Simon ben Jochai. (Se "Zohar".) [w.w.w.] {TG. 273}

Râdhâ (Sk.). Hyrdinden blandt Krishna's Gopier (hyrdinder), som var gudens hustru. {TG. 273}

Râga (Sk.). En af de fem Kleshaer (lidelser) i Patânjali's Yoga filosofi. Indenfor Sânkhya Kârikâ, er det "obstruktionen" som kaldes kærlighed og begær i den fysiske og jordiske betydning. De fem Kleshaer er: Avidyâ, eller uvidenhed; Asmitâ, selviskhed, eller "Jeg-er-hed" ; Râga, kærlighed; Dwesha, had; og Abhinivesa, frygt for lidelse. {TG. 273}

Ragnarök (Skand.). En slags metafysisk entitet kaldet "Ødelæggeren" og "Tusmørke Guderne", hvor af de to-trediedele ødelægges og det "Sidste Slag" i Eddaerne. Ragnarök ligger i lænker på et klippefremspring så længe der er nogle gode mennesker i verden; men når alle love brydes og alle dyder og goder forsvinder i den, så vil han frigøre Ragnarok og tillade at enhver form for tænkelig onde og katastrofer til den dømte verden. {TG. 273}

Ragon, J. M. En Fransk Frimurer, en distingveret forfatter og stor symbollogiker, som søgte at bringe Frimureri tilbage til dens uberørte renhed. Han blev født i Burges i 1789, blev endnu som dreng modtaget i Logen og Kapitlet hos "Vrais Amis", og efter at være flyttet til Paris grundlagde han Trinosophes. Det rygtes at han var i besiddelse af et antal papirer givet til ham af den berømte Greven af Skt. Germain, som han havde al sin bemærkelsesværdige viden om tidlig Frimureri fra. Han døde i Paris i 1866, efterladende en mængde bøger skrevet af ham selv og mange MSS., som var testamenteret til "Grand Orient". Blandt mængden af hans værker er meget få mulige at få fat i, mens andre er fuldstændig forsvundet. Dette skyldes de mysteriøse personer (Jesuitterne, menes det) som skyndte sig at købe hver udgave de kunne finde efter hans død. Kort sagt, så er hans værker meget sjældne nu. {TG. 274}

Rahasya (Sk.). Et navn for Upanishaderne. Bogst., videns hemmelig essens. {TG. 274}

Rahat. Det samme som "Arhat"; adepten som bliver fuldstændig fri fra begær på dette plan, ved at opnå guddommelig viden og kræfter. {TG. 274}

Ra’hmin Seth (Heb.). Ifølge Kabalaen (eller Qabbalahen), blev "sjæls-gnisterne", i Adam (Kadmon), til tre kilder, hovederne som var hans tre sønner. Således, mens "sjæls-gnisten" (eller Ego'et) som hed Chesed blev til Habel, og Geboor-ah til Qai-yin (Kain)-Ra'hmin blev til Seth, og disse tre sønner blev inddelt i halvfjerds menneskelige arter, kaldet "den menneskelige races principielle rod". {TG. 274}

Râhu (Sk.). En Daitya (dæmon) hvis lavere dele var som en drages hale. Han gjorde sig selv udødelig ved at røve noget Amrita fra guderne- det guddommelige livs eliksir-som de kværnede i mælkehavet. Ude af stand til at fratage ham hans udødelighed, så forviste Vishnu ham fra jorden og gjorde ham til konstellationen Dragen, hans hoved kaldes Râhu og hans hale ketu-astronomisk, de opstigende og nedstigende knudepunkter. Med det sidstnævnte vedhæng, han har lige siden ført en ødelæggende krig mod fordømmere af hans røveri, solen og månen som han siges at sluge,(under formørkelserne). Selvfølgelig har fablen en mystisk og okkult betydning. {TG. 274}

Rahula (Sk.). Navnet på Gautama Buddha's søn. {TG. 274}

Raibhyas (Sk.). En klasse af guder i den 5'te Manvantara. {TG. 274}

Raivata Manvantara (Sk.). Livscyklussen som Raivata Manu præsiderer over. Da han er den femte af de fjorten Manuer (indenfor Esoterismen, Dhyan Chohaner), hvor der er syv rod-Manuer og syv sæd-Manuer til de syv Runder i vores jordiske kæde af kloder (Se Esot. Buddhism by A. P. Sinnett, og den Secret Doctrine, Vol.1., "Brahminical Chronology"), Raivata præsiderede over den tredie Runde og var den rod-Manu. {TG. 274}

Râjâ (Sk.). En Prins eller Konge i Indien. {TG. 274}

Râjagriha (Sk.). En by i Magadha berømt for dens konvertering til Buddhismen i Buddhist kongernes dage. Den var deres residens fra Bimbisara til Asoka, og var sædet for den første synode, eller Buddhistiske Råd, holdt år 510 FVT. {TG. 274}

Râjârshis (Sk.). Konge-Rishierne eller Konge-Adepterne, en af de tre klasser af Rishier i Indien; det samme som Konge-Hierofanterne i det gamle Egypten. {TG. 275}

Râjas (Sk.). "Kvaliteten træghed" (dvs., differentiering), og aktivitet i Purânaerne. En af de tre Gunaer eller inddelinger i korrelationer af stof og naturen, repræsenterende form og forandring. {TG. 275}

Rajasâs (Sk.). De ældre Agnishwattaer - Ild-Pitrierne, "ild" repræsenterer et symbol på oplysning og intellekt. {TG. 275}

Râja-Yoga (Sk.). Det sande system med henblik på at udvikle psykiske og åndelige kræfter og forening med sit Højere Selv-eller Højeste Ånd, sådan som den profane udtrykker det. Øvelsen, regulering og koncentrering af tanken. Râja-Yoga er i modsætning til Hatha-Yoga, den fysiske eller psyko-fysiologiske træning i asketisme. {TG. 275}

Râkâ (Sk.). Dagen for fuldmånen: en dag for okkult praktisering. {TG. 275}

Râkshâ (Sk.). En amulet forberedt under fuldmånen eller nymånen. {TG. 275}

Râkshasas (Sk.). Bogst., "rå ædere", og i populær overtro onde ånder, dæmoner. Esoterisk, er de imidlertid Gibborim (giganter) i Biblen, den Fjerde Race eller Atlantiderne. (Se Secret Doctrine, II., 165.) {TG. 275}

Râkshasi-Bhâshâ (Sk.). Bogst., Râkshasaernes sprog. I virkeligheden Atlantidernes sprog, vores gigantiske forfædre i den fjerde Rod-race. {TG. 275}

Ram Mohum Roy (Sk.). Den vel-kendte Indiske reformator som kom til England i 1833 og døde der. {TG. 275}

Râma (Sk.). Vishnu's syvende avatar eller inkarnation; den ældste søn af Kong Dasaratha, fra den Solare Race. Hans fulde navn er Râma-Chandra, og han er helten i Râmâyana. Han giftede sig med Sîta, som var Lakshmi's kvindelige avatar, Vishnu's hustru, og blev båret væk af Râvana Dæmon-Kongen fra Lanka, hvis handling førte til den berømte krig. {TG. 275}

Râmâyana (Sk.). De berømte episke digte sammenstillet med Mahâbhârata. Det ser ud som om, at dette digt enten var originalen til Iliaden eller vice versa, bortset fra at i Râmâyana er Râma's allierede aber, anført af Hanuman, og monster fugle og andre dyr, som alle kæmper imod Râkshasaer, eller dæmoner og giganter fra Lankâ. {TG. 275}

Râsa (Sk.). Mysterie-dansen udført af Krishna og hans Gopier, hyrdinderne, repræsenteret i en årlig festival ind til denne dag, især i Râjastan. Astronomisk er det Krishna-Solen-som planeterne og tegnene i Zodiakken cirkler omkring symboliseret ved Gopierne. Det samme som Amazonernes "cirkel-dans" omkring det priapiske billede, og Shiloh's døtres dans (Dommerbogen xxi.), og Kong David's rundt om arken. (Se Isis Unveiled, II., pp. 45, 331 and 332.) {TG. 276}

Râshi (Sk.). En astrologisk inddeling, den sjette, relateret til Kanya (Jomfruen) det sjette tegn i Zodiakken. {TG. 276}

Rashi-Chakra (Sk.), Zodiakken. {TG. 276}

Rasit. Visdom. {TG. 276}

Rasollâsâ (Sk.). Den første af de otte fysiske fuldkommenheder, eller Siddhier (fænomener), hos Hatha Yogierne. Rasollâsâ er kroppens safters hurtige udvikling ved viljen uafhængigt af noget næringsmiddel ude fra. {TG. 276}

Rasshoo (Sk.). De solare ilde formet i og ud af ur "vandene", eller substans, i Rummet. {TG. 276}

Ratnâvabhâsa Kalpa (Sk.). Tidsalderen hvor al seksuel forskel vil være ophørt med at eksistere, og fødsel vil finde sted på Anupâdaka måden, som i den anden og tredie Rod-race. Esoterisk filosofi lærer at det vil finde sted i slutningen af den sjette og under den syvende sidste Rod-Race i denne Runde. {TG. 276}

Râtri (Sk.). Nat; kroppen Brahmâ antog med henblik på at skabe Râkshasaer eller såkaldte gigant-dæmoner. {TG. 276}

Raumasa (Sk.). En klasse af devaer (guder) som siges at stamme fra porerne i Verabhadra's skin. En hentydning til den før-Adamiske race kaldet de "sved-fødte". (Secret Doctrine, Vol. II.) {TG. 276}

Ravail. (Sk.). Det virkelige navn på den moderne Spiritisme grundlægger i Frankrig, som bedre kendes under pseudonymet Allan Kardec. {TG. 276}

Râvana (Sk.). Konge-Dæmonen (Râkshasaerne), den Lederen af Lankâ (Ceylon), som bar Sîta, Râma's hustru, væk, hvilket førte til den store krig beskrevet i Râmâyana. {TG. 276}

Ravi (Sk.). En betegnelse for Solen. {TG. 276}

Rechaka (Sk.). En praksis indenfor Hatha Yoga, under udøvelsen af Prânâyâma eller regulering af åndedrættet : nemlig, ved at åbne et næsebor og udånde via dette, og holde det andet lukket; en af de tre operationer kaldet henholdsvis Pûraka, Kumbhaka og Rechaka-operationer meget skadelige for helbredet. {TG. 276}

Red Colour. (Sk.). Det har altid været associeret med maskuline karakteristika, især af Etruskerne og Hinduerne. På Hebraisk er det Adam, det samme som ordet for "jorden" og "det første menneske". Det synes som om at næsten alle myter præsenterer det første perfekte menneske som hvid. Det samme ord uden begyndelsesbogstavet A er Dam eller Dem, som betyder Blod, også med rød farve. [w.w.w.]

Farven for det fjerde Princip i mennesket-Kâma, sædet for begær er repræsenteret med rød. {TG. 276}

Reincarnation. Doktrinen om genfødsel, troet på af Jesus og Apostlene, så vel som alle mennesker i denne tid, men benægtes nu af de Kristne. Alle Egyptiske konvertitter til Kristendommen, Kirkefædre og andre, troede på denne doktrin, som det vises ved adskillige skrifter. I de stadigt eksisterende symboler, hvor den menneske-hovede fugl flyver hen mod en mumie, en krop, eller "sjælen forenende sig selv med dets sahou (Ego'ets glorificerede krop, og også den kâmalokiske skal) beviser denne tro. "Opstandelsens sang" messet af Isis for at genopvække hendes døde mand til live, kan oversættes "Genfødslens Sang", da Osiris er den kollektive Menneskehed. "Oh! Osiris [her følger navnet på den Osirificerede mumie, eller afdøde], opstig igen i hellig jord (stof), majestætiske mumie i kisten, i dine kropslige substanser", var præstens begravelsesbøn over den døde. "Genopstandelse" betød hos Egypterne aldrig opstandelse af den ødelagte mumie, men af Sjælen som gennemtrængte den, Ego'et i den nye krop. Sjælens eller Ego'ets periodiske iklædning af kød, var en universel tro; ej heller kan noget være mere overensstemmende med retfærdighed og Karmisk lov. (Se "Før-eksistens".) {TG. 277}

Rekh-get-Amen (Eg.). Navnet på præsterne, hierofanterne, og lærerne indenfor Magi, som, ifølge Lenormant, Maspero, Champollionerne, osv., osv., "kunne levitere, vandre i luften, leve under vandet, udholde stor tryk, udskadeligt lidelemlæstelse, læse fortiden, forudsige fremtiden, gøre dem selv usynlige, og helbrede sygdomme" (Bonwick, Religion of Magic). Og den samme forfatter tilføjer: "Adgang til mysterierne gav ikke magiske beføjelser. Disse afhang af to ting: besiddelsen af iboende kvaliteter, og viden om visse formularer udøvet under passende omstændigheder". Lige som det sker nu. {TG. 277}

Rephaim (Heb.). Spøgelser, fantomer. (Secret Doctrine, II., 279.) {TG. 277}

Resha-havurah (Heb., Kab.). Bogst., det "Hvide Hovede", hvor fra livets og intelligensens fyrige væske flyder i trehundrede og halvfjerds strømme, i alle Universets retninger. Det "Hvide Hovede" er den første Sephira, Kronen, eller det første aktive lys. {TG. 277}

Reuchlin, John. Med øgenavnet "Reformationens Fader"; ven af Pico di Mirandola, Erasmus, Luthers og Melancthon's lærer og instruktør. Han var en stor Kabbalist og Okkultist. {TG. 277}

---

Til toppen

---

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

Forside til Den Teosofiske Ordbog