Global Theosophy

Den følgende ordbog er i første omgang en oversættelse fra engelsk til dansk af The Theosophical Glossary af H.P. Blavatsky. Udgivet posthumt i 1892 af teosoffen G.R.S. Mead, og betragtes derfor ikke som et reelt værk af H. P. Blavatsky. Samlingen har jeg valgt at kalde DEN TEOSOFISKE ORDBOG.

I anden omgang har jeg valgt løbende at tilføje nyt materiale til denne Internet udgave af H. P. Blavatsky' ordbog, alt efter vurderet behov. Denne Internet ordbog er derfor et arbejde, som er under konstant udvikling, og som søger at tilpasse sig nutidens behov. Nye forslag og input til oversættelser modtages meget gerne.

For nærmere information om denne Internet udgave af Den Teosofiske Ordbog henvises der til:
Ordbogens forside .

Se eventuelt også G. R. S. Mead's Forord til den oprindelige Teosofiske Ordbog baseret på H. P. Blavatsky's input:
Forord til Den Teosofiske Ordbog .

Revideret og oversat til dansk af Morten Nymann første gang år 2009.

---

Hurtige Links

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

---

V-Vd

V.-Det to-og-tyvende bogstav i det Latinske alfabet. Numerisk står det for 5; derfor står det Romerske (med streg) for 5.000. De Vestlige Kabbalister har forbundet det med det guddommelige Hebraiske navn IHVH. Det Hebraiske Vau, som imidlertid, er nummer 6, og er kun identisk med W, det kan aldrig blive et passende symbol for det kvindelige-mandlige, og ånd-stof. Ækvivalenten for det Hebraiske Vau er YO, og i tal 6. {TG. 357}

Vâch (Sk.). At kalde Vâch "tale" er ganske enkelt af mangelfuld klarhed. Vâch er den mystiske personificering af tale, og den kvindelige Logos, et med Brahmâ, som skabte hende ud af en-halvdel af sin krop, som han delte i to dele; hun er også et med Virâj (kaldet den "kvindelige" Virâj) som blev skabt i hende af Brahmâ. I en betydning er Vâch "tale" som viden blev lært til mennesket ved; i en anden er hun "mystisk, hemmelig tale" som nedstiger og går ind i oprindelige Rishier, lige som "ildtunger" siges at have "sat sig på" apostlene. For, hun kaldes "den kvindelige skaber", "Vedaernes moder", osv., osv. Esoterisk, er hun den subjektive Kreative Kraft som, emanerer fra den Kreative Guddom (det subjektive univers, dets "afsavn ", eller ideation) bliver "talens manifesterede verden", dvs., ideationens konkrete udtryk, derfor "Ordet" eller Logos. Vâch er "den mandlige og kvindelige" Adam i Første Mosebogs første kapitel, kaldes således "Vâch-Virâj" af viismænd. (Se Atharva Veda.) Hun er også "den himmelske Saraswatî skabt fra himlene", en "stemme stammende fra den stumme Brahmâ" (Mahâbhârata); gudinden for visdom og elegance. Hun kaldes Sata-rûpa, gudinden med et hundrede former. {TG. 357}

Vacuum (Lat.). Symbolet på den absolutte Guddom eller Grænseløst Rum, esoterisk. {TG. 357}

Vâhana (Sk.). Et vehikel, bæreren af noget immaterielt og formløst. Alle guder og gudinder er, derfor, repræsenteret brugende vâhanaer for at manifestere dem selv, hvis fartøjer altid er symbolske. Så, har Vishnu for eksempel under Pralayer, Ânanta "det uendelige" (Rum), symboliseret ved slangen Sesha, og under Manvantaraerne-Garuda den gigantiske halv-ørn, halvt-menneske, symbolet på den store cyklus; Brahma fremstår som Brahmâ, nedstigende i manifestationens planer på Kâlahamsa, "svanen i tiden eller endelig evighed"; Siva (phonet, Shiva) fremstår som tyren Nandi; Osiris som den hellige tyr Apis; Indra rejser på en elefant; Kârttikeya, på en påfugl; Kâmadeva på Makâra, til andre tider en papegøje; Agni, den universelle (og også solare) Ild-gud, som er, som alle af dem, "en fortærende Ild", manifesterer sig selv som en vædder og et lam, Ajâ, "den ufødte"; Varuna, som en fisk; osv., osv., mens MENNESKETs fartøj er dets krop. {TG. 358}

Vaibhâchikas (Sk.). Tilhængerne af Vibhâcha Shâstra, en gammel materialistisk skole; en filosofi som havde den opfattelse at intet mentalt koncept kan formes andet en via en direkte kontakt med sindet, via sanserne, så som synet, berøring, smag, osv., og ydre objekter. Der er den dag i dag Vaibhâchikas, i Indien. {TG. 358}

Vaidhâtra (Sk.). Det samme som Kumâraerne. {TG. 358}

Vaidyuta (Sk.). Elektrisk ild, det samme som Pâvaka, en af de tre ilde som, inddelt, frembringer ni-og-fyrre mystiske ilde. {TG. 358}

Vaihara (Sk.). Navnet på et hule-tempel nær Râjagriha, hvor Herren Buddha som regel trak sig tilbage i meditation. {TG. 358}

Vaijayantî (Sk.). Vishnu's magiske halskæde, efterlignet af visse Indviede blandt tempel Brahmanere. Den består af fem uvurderlige stene, som hver symboliserer en af de fem elementer i vores Runde; nemlig, perlen, rubinen, smaragden, safiren og diamanten, eller vand, ild, jord, luft og æter, kaldet "de fem elementale rudimenters aggregat"-ordet "kræfter" er måske, mere korrekt end "rudimenter". {TG. 358}

Vaikhari Vâch (Sk.). Det som ytres; en af de fire former for tale. {TG. 358}

Vaikuntha (Sk.). En af de tolv store guders navne, hvor fra Vaikunthaloka, Vishnu's bolig. {TG. 358}

Vairâjas (Sk.). Indenfor populær opfattelse, halv-guddommelige væsner, helgeners skygger, ufortærbare af ild, uigennemtrængelige af vand, som dvæler i Tapo loka med håbet om at blive overført til Satya-loka-en mere ren tilstand som svarer til Nirvâna. Udtrykket forklares som de luftige kroppe eller astrale skygger blandt "asketer, tiggere, og angrende, som har fuldendt deres strenge bodsøvelsers forløb". Nu kaldes de i esoterisk filosofi for Nirmânakâyas, Tapo-loka er det sjette plan (opad) men i direkte kommunikation med det mentale plan. Vairâjaerne refereres til som de første guder fordi Mânasa-putraerne og Kumâraerne er de ældste i theogonien, da det siges at selv guderne tilbad dem (Matsya Purâna); de som Brahmâ "med Yogaens øje skuede i de evige sfærer, og som er gudernes guder" (Vâyu Purâna). {TG. 358}

Vairochana (Sk.). "Alt-oplysende". Det mystiske symbol, eller snarere en generisk personificering af en klasse af åndelige væsner beskrevet som legemliggørelserne af essentiel visdom (bodhi) og absolut renhed. De dvæler i den fjerde Arûpa Dhâtu (formløse verden) eller Buddhakshetra, og er det første eller højeste hierarki blandt de fem ortodokse Dhyâni Buddhaer. Der var en Sramana (en Arhat) med dette navn (se Eitel’s Sansk. Chin. Dict.) en indfødt fra Kashmir, "som introducerede Buddhismen til Kustan og arbejdede i Tibet" (i det syvende århundrede efter vor tidsregning). Han var den bedste oversætter af den halv-esoteriske Kanon indenfor den Nordlige Buddhisme, og en samtidig med den store Samantabhadra (se denne.). {TG. 359}

Vaisâkha (Sk.). En populær kvindelig asket, født ved Srâvastî, og kaldet Sudatta, "dydige giver". Hun var moder-abedisse for et Vihâra, eller et konvent for kvindelige Upâsikâer, og er kendt for at være arkitekten bag en Vihâra til Sâkyamuni Buddha. hun anses for at være beskytteren af alle Buddhistiske kvindelige asketer. {TG. 359}

Vaisheshika (Sk.). En fa de seks Darshanaer eller skoler for filosofi, grundlagt af Kanâda. Den kaldes den Atomistiske Skole, da den lærer om universets eksistens af atomer med en midlertidig karakter, og et endeløst antal sjæle og et fastsat antal af materielle principper, ved hvis korrelation og interaktion periodiske kosmiske evolutioner finder sted uden nogen ledende Kraft, undtagen en slags mekanisk lov iboende atomerne; en meget materialistisk skole. {TG. 359}

Vaishnava (Sk.). En tilhænger af enhver sekt som anerkender og tilbeder Vishnu som den ene højeste Gud. Tilhængerne af Siva kaldes Saivaer. {TG. 359}

Vaivaswata (Sk.). Navnet på den syvende Manu, forfader til post-syndflodens race, eller vores egen femte menneskehed. En berømt søn af Sûrya (Solen), han blev fader til Ikshwâku, efter at være reddet i en ark (bygget efter ordrer fra Vishnu) reddet fra Syndfloden, grundlæggeren af den solare race af Konger. (Se "Sûryavansa".) {TG. 359}

Vajra (Sk.). Bogst., "diamant kølle" eller scepter. I Hindu værkerne, er det Indras Scepter, magen til Zeus tordenkiler, hvorved denne tordenens guddom, slår hans fjender ihjel. Men indenfor mystisk Buddhisme er, det de Præste-Indviedes, eksorcisternes og adepternes magiske scepter-symbolet på besiddelsen af Siddhier eller overmenneskelige kræfter, udøvet under visse ceremonier af præsterne og theurgikerne. Det er også symbolet på Buddha's magt over onde ånder og elementaler. Besidderne af denne stav kaldes Vajrapânier (Se denne.). {TG. 359}

Vajrâchârya (Sk.). Den åndelige achârya (guru, lærer) indenfor Yogâchâryaere, Den "Højeste Mester indenfor Vajra". {TG. 359}

Vajradhara (Sk.). Den Højeste Buddha indenfor de Nordiske Buddhister. {TG. 359}

Vajrapâni (Sk.), eller Manjushrî, Dhyâni-Bodhisattvaen (lige som den åndelige refleks, eller søn af Dhyâni-Buddhaerne på jorden) født direkte fra den subjektive form for eksistens; en guddom tilbedt af de profane som en gud, og af Indviede som en subjektiv Kraft, hvis sande natur kun er kendt af, og forklaret af, de højeste Indviede indenfor Yogâchârya Skolen. {TG. 360}

Vajrasattva (Sk.). Navnet på den sjette Dhyani-Buddha (hvor af der er fem indenfor den almindelige Nordlige Buddhisme)-indenfor Yogâchârya skolen, tæller de sidstnævnte syv Dhyâni-Buddhaer og lige som mange Bodhisattvaer-de førstnævntes "sinds-sønner". Derfor, referer Orientalisterne til Vajrasattva som "en fiktiv Bodhisattva". {TG. 360}

Vallabâchârya (Sk.). Navnet på en mystiker som var en Vishnu Swâmis chela (discipel), og grundlægger af en sekt af Vaishnavaer. Hans efterkommere kaldes Goswâmi Mahârâj, og har meget jordejendom og talrige mandirer (templer) i Bombay. De er degenereret til en skamfuld usædelig sekt. {TG. 360}

Vâmana (Sk.). Den femte Vishnu avatar, derfor navnet på den Dværg hvis form blev antaget af denne gud. {TG. 360}

Vara (Mazd.). Et udtryk brugt i Vendîdâd, hvor Ahura-mazda beordrer Yima til at bygge Vara. Det betegner også en indhegning eller et fartøj, en ark (argha), og på samme tid MENNESKET (vers 30). Vara er vores gennemtrængende Egoer, dvs., den menneskelige krop, sjælen som er præget af udtrykket et "vindue selv-skinnende indeni". {TG. 360}

Varâha (Sk.). Vishnu's vildsvin-avatar; den tredie i rækken. {TG. 360}

Varna (Sk.). Kaste; bogst., "farve". De fire hoved kaster angivet af Manu-Brahminen, Kshatriya, Vaisya og Sûdra-kaldes Chatur-varna. {TG. 360}

Varsha (Sk.). En region, en slette; enhver strækning af land beliggende mellem de store bjerg-kæder på jorden. {TG. 360}

Varuna (Sk.). Vandets gud, eller maritime gud, men meget anderledes end Neptun, for i dette tilfælde med den ældste af de Vediske guddomme, betyder Vand "Rummets Vand", eller den alt-gennemtrængende himmel, i en betydning, Akâsa. Varuna eller Ooaroona (fonetisk), er sandelig prototypen på Grækernes Ouranos. Som Muir siger: "De ypperste kosmiske funktioner tillægges Varuna. Besiddende ubegrænset viden opretholder han himlen og jorden, han dvæler i alle verdener som en suveræn hersker. . . Han skabte den gyldne . . . sol til at skinne på firmamentet. Vinden som runger gennem atmosfæren er hans åndedrag. . . . Gennem hans loves virke vandrer månen i oplysthed og stjernerne . . . forsvinder mysteriøst i dagslyset. Han kender fuglenes flugt på himlen, skibenes vej på havet, den langt rejsende vinds retning, og iagttager alle ting som er og vil blive gjort. . . . Han er vidne til menneskets sandhed og falskhed. Han instruerer Rishien Vasishta i mysterierne; men hans hemmeligheder og de tilhørende Mitra afsløres ikke for den tåbelige." . . "Attributterne og funktionerne tilskrevet til Varuna bibringer hans karakter en moralsk højde og hellighed der langt overgår, det som tillægges enhver anden Vedisk guddom. {TG. 361}

Vasishta (Sk.). En af de oprindelige syv store Rishier, en meget populær Vedisk viismand. {TG. 361}

Vasudeva (Sk.). Krishna's fader. Han tilhørte Somavansaens eller den lunare races forgrening Yâdava racen. {TG. 361}

Vasus (Sk.). De otte onde guddomme som fulgte Indra. Personificerede kosmiske fænomener, som deres navne viser. {TG. 361}

Vâyu (Sk.). Luft: guden og luftens øverste; en af de fem stoflige tilstande, nemlig gasser; en af de fem elementer, som vind kaldet, Vâta. Vishnu Purânaen gør Vâyu til Konge for Gandharvaerne. Han er Hanumâns fader, i Râmâyanaen. De mystiske guders treenighed i Kosmos som er tæt forbundne med hinanden, er "Agni (ild) hvis plads er på jorden; Vâyu (luft, eller en af Indra's former), hvis plads er i luften; og Sûrya (solen) hvis plads er i luften (Nirukta.) Indenfor esoterisk fortolkning, korresponderer disse tre kosmiske principper med de tre menneskelige principper, Kâma, Kâma-Manas og Manas, solens intellekt. {TG. 361}

---

Til toppen

---

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

Forside til Den Teosofiske Ordbog